Repræsentantskabsmøde i DBwF 2008

De forslag, som Stenhuset havde fremsat, blev vedtaget - samtidig går vi en ny sæson i møde med strengere disciplinære regler.

Traditionen tro afviklede Danmarks Bowling Forbund sit repræsentantskabsmøde i maj måned; det foregik i Fredericia. Det blev et 8 timer langt møde, hvor en lang række forslag skulle behandles.

Det forslag om en lempelse i bestemmelserne for klubdragt, som Stenhuset oprindeligt foreslog på regionens repræsentantskabsmøde, og som siden blev fremmet i JBU, blev enstemmigt vedtaget af forsamlingen. Således findes bestemmelsen om "bukser / nederdel i samme farve og stoftype" ikke længere. Det er nu i højere grad op til den enkelte klub (under ansvar for sportens anseelse) at fastsætte rammerne for klubbens dragt.
I Stenhuset betyder det bl.a. at forskellige typer blå nederdele på dameholdene (plisserede nederdele og buksenederdele) kan accepteres på samme hold.

Også forslaget om at slette bestemmelsen om, at der ikke kan godkendes snittællende stævner på terminer, hvor DBwF har planlagt et mesterskab, blev næsten enstemmigt vedtaget.

Blandt de mange øvrige forslag skal især ét forslag omtales. Der er tale om et forslag, som udvider dommerens beføjelser under en bowlingkamp, og som ændrer procedurerne for advarsler m.v.
Fremover er der ikke længere noget, der hedder en "henstilling". Usportslig optræden (f.eks. slag og spark mod hallens inventar eller egne eller andres materialer) resulterer i en advarsel. Denne indberettes til DBwF. To advarsler i løbet af en sæson resulterer 2 spilledages karantæne.

Hvis samme spiller laver yderligere forseelser i samme kamp er konsekvensen en bortvisning og 2 spilledages karantæne efterfølgende.
I særligt grove tilfælde kan dommeren endvidere skride til direkte bortvisning (UDEN forudgående henstilling eller advarsel).
Forslaget blev vedtaget på DBwFs repræsentantskabsmøde.

Med hensyn til valgene var der genvalg til forbundsformand Jan Filbært, som gør et fremragende stykke arbejde i vores forbund. Torben Nygaard fra HIK, der er et kendt ansigt i Stenhuset, blev valgt som ny breddeleder i DBwF. Vi ønsker Torben held og lykke med denne vigtige post.

Template Design Ext-joom.com