Flot medaljehøst til ungdommen ved JM

Herning Bowlinghal lægger i denne weekend baner til de jyske ungdomsmesterskaber, og fra Stenhuset deltager en håndfuld ungdomsspillere i mesterskabet

I lørdagens indledende runder (6 serier) blev mesterskabet i double afgjort. Her snuppede Stenhuset hele fire medaljer:

I puslingerækken vandt Benjamin W.N. Jensen GULD sammen med sin makker fra HUK 96, som i øvrigt også hedder Benjamin. "Vores Benjamin" scorede flotte 964, og holdet nåede 1874 kegler. Det var næsten 1000 kegler bedre end nummer 2!

I ynglingerækken vandt Emma K.M. Jensen GULD sammen med Line Brandt Christiansen fra Stars and Strikes Horsens. Emma scorede 1070 og holdet 2111. På en meget flot andenplads med 2080 kegler sluttede Stenhusets Camilla Tranum og Maria Jul Jensen, der dermed vandt sølvmedaljer. Camilla scorede 1104 og Maria 976. Stort tillykke med det. 

Til søndagens individuelle finalespil kvalificerede sig fem spillere fra Stenhuset: Emma, Camilla og Maria i ynglingerækken, Mille i juniorrækken og Benjamin i puslingerækken.

Søndag skulle der så spilles individuelle kvartfinaler, semifinaler og finaler. Også her gjorde Stenhuset en meget fin figur. 

Vi begynder med puslingene. Her var Benjamin W.N. Jensen den klart bedste i kvartfinalen, hvor man med 684 på fire serier sikrede sig videre avancement som nummer 1. I semifinalen skulle Benjamin op mod Fabian Holm Larsen fra sønderjyske Bov IF. Her vandt Benjamin sikkert i 2 serier med 174-110 og 147-127. Dermed var adgangen til finalen sikret, og her var modstanderen den anden Benjamin, altså ham fra Herning. "Vores" Benjamin sikrede sig en smal sejr med 141-136 i første serie, og med 167-138 i anden serie var GULDMEDALJEN en realitet. Stort tillykke med Benjamin med det individuelle jyske mesterskab.

I juniorrækken scorede Mille 578 på 4 serier i kvartfinalen, og det rakte desværre ikke til adgang til semifinalen. 

I ynglingenes kvartfinale var der nærmest opvisning fra Stenhuset i kvartfinalen. Camilla scorede imponerende 856 på fire serier (serieforløb: 214, 182, 258, 202), og dermed sikrede hun sig adgang til semifinalen som nummer 1. Emma satte sig på andenpladsen med 796 i kvartfinalen. Maria kæmpede det bedste hun havde lært, men 678 rakte desværre ikke. Hun sluttede som nummer 5, 13 kegler fra semifinalen. Øv!

I semifinalen skulle Camilla møde Line Mia Jensen fra HUK 96, mens Emma skulle møde Line Brandt Christiansen fra Horsens. Camilla tabte desværre den første serie med 214-160, og så rakte en sejr på 188-175 i anden serie ikke. Dermed måtte Camilla nøjes med bronze, hvilket selvfølgelig er ærgerligt efter fantastisk spil i indledende runde og kvartfinalen. Emma var derimod skarp i semifinalen. Med seriescoreren 240-189 og 189-137 bankede hun Line Brandt og sikrede sig finaleadgang. Og her var der heller ingen slinger i valsen. Emma vandt sikkert i to serier med 223-147 og 167-150. Dermed kan hun nu kalde sig dobbelt jysk mester. 

Stenhuset ønsker stort tillykke med flotte resultater og en storslået medaljehøst.

Template Design Ext-joom.com