Slutspillet i bowlingligaen endte med bronze til Stenhuset

For andet år i træk vandt Stenhusets damer bronzemedaljer i bowlingligaen. Det står klart efter lørdagens semifinale, hvor Stenhuset i "Lanes & Lounges" i Tårnby på Amager tabte klart til Stars and Strikes fra Horsens. 

Semifinalerne blev spillet over 2 kampe. Stars and Strikes havde "serveretten" i valg af olieprofik i kraft af deres andenplads i grundspillet. De valgte en 43 fod olie, hvilket viste sig at være et klogt valg - set med deres briller.

De første tre serier i den første kamp var en regulær katastrofe. Stenhuset stemplede slet ikke ind i kampen. I både 1. og 2. serie scorede vi 1014 kegler, og i tredje serie var vi under 1000. Det resulterede i, at vi efter tre serier var bagud 22-2. 

Bedst som vi troede, at vi skulle til at eksperimentere os frem til brugbare løsninger til anden kamp, blev det hele vendt på hovedet. I fjerde serie fik Stenhuset meget bedre fat i spillet, mens "de grønne" fik problemer. Stenhuset vandt serien sikkert med 8-0 og scorede 1160. Da femte serie efterfølgende også endte 8-0 til Stenhuset, var det umulige comeback pludselig indenfor rækkevidde. Sjette og sidste serie startede godt for Stenhuset, men fra fjerde rude begyndte problemerne at vise sig. Splits og mange træf til højre for lommen gav svære opstillinger, og så endte det med, at Stars and Strikes trak det længste stå i alle tre doubler. Samlet vandt de dermed 30-18 og bragte sig foran 1-0-

Efter en times pause var vi klar til at tage revanche, og vi spillede VÆSENTLIGT bedre end i den første kamp. Det gjorde vores modstandere desværre også. Lad os bare være ærlige, vi fik ikke et ben til jorden. Kampen sluttede efter fire serier, hvor vi var bagud 28-4 - og dermed kunne vi ikke længere nå sejren. Vi tabte to gange en double, hvor vi scorede over 450. Randi havde en serie på 289. Flere andre spillere gjorde det rigtig godt!

Efter kampen fik Stenhuset overrakt bronzemedaljer af DBwFs formand Torben V. Andersen. 

Den anden semifinale blev en gyser af format, som først var afgjort efter midnat, bl.a. pga banefejl og fejl med scoresystemet. Trekanten og Pin-Crackers spillede 1-1 og i omspillet vandt Trekanten med 4 kegler. Dermed spiller Trekanten og Stars and Strikes finale søndag.

Tak til pigerne og til min med-holdleder Henriette for en god sæson :-) Medaljerne overrækkes onsdag d. 4/5 i forbindelse med klubmesterskabet.

Template Design Ext-joom.com