stenhuset.dk

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen
Forside Nyheder Ungdomsnyheder
Ungdomsnyheder

Dobbelte jyske mesterskaber til Mika og Rikke

Udskriv

Årets udgave af det jyske ungdomsmesterskab var rykket ud på den jyske hede, idet Herning Bowlinghal lagde baner til arrangementet. Det blev et meget vellykket arrangement, både organisatorisk og sportsligt – og især set med Stenhuset briller. Hele 5 Stenhuset-spillere var i den individuelle finale, og her blev det til to guld- og en sølvmedalje. Derudover blev det også til jyske mesterskaber, samt øvrige medaljer, i par. I sandhed et flot mesterskab af Stenhusets ungdomsspillere.

Lad os begynde i puslingerækken. Her var Stenhusets Mika Guldbæk helt og aldeles suveræn i indledende runde, hvor hun scorede imponerende 1145. Det rakte til en meget sikker førsteplads og dermed adgang til semifinalen. Denne adgang fik også en af Stenhusets nyere spillere, nemlig Kira Wittrup Eskildsen. Kira scorede flotte 743 i indledende, hvilket var præcis 10 kegler flere end spilleren på femtepladsen. Også Camilla Tranum deltog i mesterskabet, og hun sluttede på syvendepladsen.

I semifinalen fortsatte Mika og Kira det flotte spil. På fire serier scorede Mika 217, 196, 140 og 169, hvormed hun fastholdt førstepladsen før trinfinalen. Kira scorede 112, 126, 141 og 179 – og dermed blev hun bare bedre og bedre efterhånden som semifinalen skred fremad. I trinfinalens første kamp skulle Kira op mod Katrine Gregersen fra Trekanten, og her var der desværre ikke så meget at stille op: Kolding-pigen vandt med 172-111. Kira var dog særdeles tilfreds med sin flotte fjerdeplads – og dette med rette. På andet trin tabte førnævnte Katrine Gregersen med 127-141 til Line B. Christiansen fra Stars and Strikes, og dermed var Mikas finalemodstander fundet. Efter at have vundet første serie med 172-146 blev Mika pludselig nervøs og tabte 2. serie med 157-167. Men heldigvis fik hun genfundet melodien i tredje serie, som hun vandt 181-128. Dermed kan Mika, i suveræn og fortjent stil, kalde sig individuel jysk mester 2012.

Hos juniorerne fulgte Rikke N. Johansen op på sit flotte resultat i KBUs ungdomsstævne og var i indledende lige så suveræn som Mika var i puslingerækken. Med 1303 kegler var Rikke den klart bedste pige, og da hun i semifinalens fire serier scorede 220, 188, 190 og 248 endte hun med et forspring på næsten 300 kegler til nummer 2 før trinfinalen. Her var Rikke imidlertid lige ved at snuble mod Cecilie Simonsen fra BK Ribe, som var modstanderen i guldfinalen. Rikke tabte den første serie med 139-156, men vandt herefter 2. serie så marginalt som 186-185. Nu havde Rikke overtaget og vandt 3. og afgørende serie 215-172. Dermed kan også Rikke kalde sig individuel jysk mester.

I juniorernes pigerække var også Emma K. M. Jensen og Charlotte Tranum med i semifinalen – de sluttede som hhv. nummer 7 og 8. Flot gået af dem begge!

I juniorernes drengerække scorede Jeremy A. Christensen 1105, hvilket rakte til en syvendeplads efter indledende runde. I semifinalen fik Jeremy imidlertid spillet sig op på fjerdepladsen, og dermed fik han adgang til trinfinalen. Her tabte Jeremy desværre den første serie med 129-173, og dermed sluttede han på fjerdepladsen. Dette er dog en flot placering i en meget stærk række.

I ynglingerækken viste Erik K. M. Jensen endnu en gang prøver på sit meget store talent. Med 1320 kegler i indledende runde lagde han sig i spidsen for drengerækken, og denne placering fastholdt han med godt spil i de fire serier i semifinalen. I trinfinalen blev Eriks modstander i guldfinalen Lars Nedergaard fra BK Skive, og her kunne Erik desværre ikke fuldende et ellers meget flot mesterskab. Første serie blev tabt 200-224, og anden serie blev tabt 157-175. Dermed sluttede Erik med en individuel sølvmedalje. Stort tillykke med det.

Lad os til sidst se på medaljehøsten i par-disciplinen. Her blev der spillet om det jyske mesterskab i 2-mandshold, og også her vandt Stenhuset mange medaljer. Mesterskabet i denne disciplin afgøres ud fra resultaterne i indledende runde, og Stenhuset høstede følgende medaljer:

Ynglinge drenge:
GULD til Erik K. M. Jensen sammen med Marc Ofverlind fra HIK Hobro.

Junior piger:
GULD til Rikke N. Johansen sammen med Mette Hald fra Stars and Strikes Horsens

Puslinge piger:
GULD til Mika Guldbæk sammen med Line Brandt Christiansen fra Stars and Strikes Horsens
sølv til Camilla Tranum sammen med Katrine Gregersen fra Trekanten.
bronze til Kira W. Eskildsen sammen med Laura K. Laugesen fra HBK 91, Horsens.

Dermed kan både Mika og Rikke kalde sig DOBBELTE jyske mestre. Vi skal heller ikke glemme, at Emma K. M. Jensen / Charlotte Tranum sluttede på 4. pladsen i junior piger par. Samme placering fik Jeremy A. Christensen hos drengene sammen med sin makker, Patrik fra KBK/Kammeraterne.

Alle resultaterne fra JM 2012 kan ses på Jydsk Bowling Unions hjemmeside (www.jbwu.dk)Stenhusets medaljetagere ved JM ungdom 2012

 

Stenhuset-piger til tops i KBUs ungdomsstævne

Udskriv

Sæsonens næstesidste ungdomsstævne, KBUs ungdomsstævne, blev traditionen tro afviklet den tredje weekend i januar, og World Cup Hallen i Rødovre lagde baner til stævnet. En del Stenhuset-spillere havde taget turen til hovedstaden for at deltage i stævnet, og det blev faktisk en stor sportslig succes.

Lad os begynde hos puslingene. Her spillede Mika Guldbæk en rigtig god indledende runde, idet hun scorede 1076 på 6 serier (hun lagde fra land med en serie på 202). Det rakte til en foreløbig 2. plads i pigernes puslingerække, samt finaleadgang. Til finalen kvalificerede sig de 6 højst scorende puslinge piger, og så skulle der spilles "knock out". De seks piger startede med at spille én serie, hvorefter den laveste score udgik. Således skulle der spilles seks serier. Mika slap sikkert over de første to trin med serier på 212 og 163. Atter i tredje serie var hun bedst med en serie på 176. Nu var der kun tre spillere tilbage, men det gav ikke Mika nerver på. Med en serie på 184 var hun atter bedst på fjerde step, og så fulgte den endelige finale mod Kamille Jørgensen fra NIF (Nordlangeland). Denne serie blev meget spændende, men Mika vandt 168-164, og dermed kom hun øverst på skamlen ved KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke.

I pigerækken hos juniorerne viste Rikke N. Johansen, at hun er ved at være tilbage i tidligere tiders storform. 1312 i indledende runde var et suverænt resultat, som bragte hende på førstepladsen efter indledende runde. I finalen (hvor der deltog 8 spillere) slap Rikke sikkert videre var de første to trin (med serier på 192 og 205). På tredje trin var det lige ved at gå galt med en serie på 155, men heldigvis var der én spiller, der med 129 var dårligere. På fjerde trin blev der scoret enormt høje resultater, og med 226 kom Rikke sikkert videre. Ni var der kun Charmaine Wrisberg og Kira Hansen (begge SISU) tilbage i finalen - to af Danmarks absolut bedste pigebowlere. På næstsidste trin var Charmaine suveræn med 235, mens Rikke (195) lige akkurat var bedre end Kira Hansen (191). Finalen blev fantastisk velspillet. Med en sejr på 247-221 viste Rikke, at hun var en meget værdig vinder af KBUs ungdomsstævne 2012. Stort tillykke ønsker Stenhuset også til Rikke.

I ynglingerækken var Stine N. Johansen meget tæt på at stryge til tops. Med 1063 i indledende runde blev hun ganske vist "kun" nummer 8, men i finalen kom Stines store rutine hende til gode. Med serier på 161, 254, 223, 188, 186 og 180 kom hun hele vejen frem til den endelige finale, hvor hun skulle spille mod veninden Pernille W. Rasmussen fra Stars & Strikes (Horsens). Her tabte Stine desværre med 182-211. Dog en meget flot præstation i finalen.

Endelig var også Jeremy A. Christensen i finalen efter flotte 1218 i indledende runde. Desværre blev Jeremy slået ud på finalens 3. trin, endda med en serie på 176.

Stævnet blev (desværre) afviklet med en hel del tekniske problemer på banerne, ligesom det var tilfældet under damernes ligarunde i sidste weekend. Men tak til Henriette (leder og buschauffør), som rapporterer om en rigtig god tur til Rødovre.

Alle resultater fra stævnet kan ses på www.kreds13roedovre.dk

 

Seks medaljer til Stenhuset ved det nordjyske mesterskab

Udskriv

Brønderslev Bowling Center lagde søndag d. 20. november 2011 baner til det nordjyske mesterskab for ungdom (regionsmesterskabet), og Stenhuset havde rigtig mange spillere til start i Brønderslev. Mesterskabet blev et større tilløbsstykke end sidste år, og derfor var begge starter fyldt til sidste plads. Desværre brød én af centrets baner ned i den første start, hvilket kom til at betyde en forsinkelse på ca. en time. Heldigvis fik alle spillet deres serier, og alle medaljer blev fordelt.

I puslingerækken vandt Kira Wittrup, en af Stenhusets nyeste spillere, sin første mesterskabsmedalje af guld. Kira scorede 653. Hos drengene scorede Jacob K. Kristensen flotte 703, hvilket rakte til en sølvmedalje. Stenhuset ønsker vores to unge talenter tiillykke med disse flotte resultater.

Hos juniorerne vandt Jeremy A. Christensen drengerækken med 1085, hvilket var 8 kegler bedre end sølvvinderen fra BK Skawbo. Daniel G. Nielsen og Marcus Kristoffersen var tæt på medaljerne, men blev hhv. nummer 5 og 6. I pigerækken vandt Emma K. M. Jensen en bronzemedalje med 907, mens guld og sølv skulle til hhv. Hjørring og Hobro.

Hos ynglingene vandt Erik K. M. Jensen drengerækken suveræmnt med 1200 (ca. 150 kegler bedre end nærmeste forfølger), mens Karina Kristensen var tæt på guldet i pigerækken, men 1003 var desværre 30 kegler for lidt. Karina vandt dog en flot sølvmedalje.

Du kan se alle resultaterne fra mesterskabet og se, hvad alle Stenhusets dygtige ungdomsspillere præsterede, i resultatlisten på dette link:

http://www.bbkl.dk/bbkl/index.php/nyheder/staevner/175-regionsmesterskab-ungdom-2011

 

Mika Guldbæk jysk mester i mix

Udskriv

Søndag d. 13. november 2011 afvikle JBU det jyske mesterskab for ungdom i mix. Selvom der ikke deltog ret mange spillere fra Stenhuset (bl.a. pga sammenfald med kampe i vores egen region), så kom der alligevel metal om halsen på et par af vores talentfulde ungdomsspillere.

Mika Guldbæk, der netop i sidste weekend vandt SAMs ungdomstræf, kom atter øverst på podiet, da hun blev jysk mester i mix sammen med Niklas Jannik Sørensen fra KBK/Kammeraterne. De to unge talenter vandt finalen i suveræn stil over et par fra Trekanten, og Mika var med serier på 179 og 199 guldfinalens absolut bedste puslingespiller. Stenhuset ønsker et meget stort tillykke til Mika og Niklas med det flotte jyske mesterskab. I parantes kan vi bemærke, at Mika med 1029 i indledende runde var den bedste pusling blandt alle (piger såvel som drenge).

I juniorrækken blev det også til medaljer til Stenhuset, idet Emma Kalmar Møller Jensen og Jeremy Andreas Christensen vandt sølv. I finalen blev det til et nederlag på 668-720 til Mette Hald (Horsens) og Kim Lundberg, Skive. Stenhuset ønsker Emma og Jeremy tillykke med en god præstation. Det hører nemlig med til historien, at de på finalens to foregående trin først slog Christine Hansen og Patrik Sørensen (Hjørring/Århus) med 10 kegler, hvorefter Susanne Ravn og Nichlas Christensen (Hobro/Kolding) fik klø med 421-375.

I ynglingerækken var det nær blevet til en medalje til Stenhuset, men Karina Kristensen måtte desværre nøjes med en fjerdeplads sammen med sin mix-makker Jonas Vallentin.

Tillykke til alle Stenhusets medaljetagere ved JM mix 2011.

 

Erik K. M. Jensen udtaget til ungdomslandsholdet

Udskriv

Ungdomslandstræner Michael Bai Ernst udtog i denne uge de 9 drengespillere, som i det kommende halve år skal udgøre bruttotruppen for det danske ungdomslandshold. Erik er den eneste nordjyde i truppen, som nu skal arbejde frem mod EM for ungdom i påsken 2012, der som bekendt afvikles under hjemlige himmelstrøg i Løvvang Bowling Center.

Nettotruppen udtages i 2012 og omfatter fire spillere. Der er derfor fortsat lang vej, før vejen gennem nåleøjet er sikret, men Stenhuset ønsker Erik al mulig held og lykke med alle de mange udfordringer, der venter i den kommende tid.

Erik slutter sig med den flotte udtagelse til den efterhånden store stime af landsholdsaktuelle spillere i Stenhuset, der omfatter Stine N. Johansen, Rikke N.Johansen (og nu Erik K. M. Jensen) på ungdomsfronten, samt Charlotte B Madsen, Sascha Wedel og Randi B. Christensen hos seniorerne.

GO ERIK!

 

Mika vinder SAMs ungdomstræf

Udskriv

Løvvang Bowling Center dannede i den forgangne weekend rammen om det traditionsrige ungdomsstævne, SAMs Ungdomstræf. Stævnet afvikles af Aalborg Kredsen og er opkaldt efter den mangeårige sportsjournalist ved Aalborg Stitstidende, Ejvind Samuelsen, der også selv var en ivrig bowler. Et godt team af frivillige fra Kredsen stod lørdag morgen parat til at modtage de lidt over 200 gæster fra hele Danmark.

For Stenhuset blev SAMs ungdomstræf en succes, nok især for stortalentet Mika Guldbæk. For hende er store resultater i vores eget stævne nærmest blevet en tradition (vi behøver blot tænke tilbage på 2010, hvor hun var en del af et helt fantastisk resultat fra Stenhusets spillere med masser af sejre til følge. I år gentog hun bedriften og vandt stævnets puslingerække i meget flot stil. I finalen var hun oppe mod en værdig modstander, nemlig Megan Dicay fra SISU. Mika vandt kampen i to serier med så flotte resultater som 187-181 og 173-162. Bemærkelsesværdigt og flot, at de to seje piger satte alle drengene til vægs i et af Danmarks største ungdomsstævner.

Forud for finalesejren gik for Mika end ENDNU FLOTTERE semifinale, hvor Marcus Christensen fra Trekanten fik tørre tæsk. Resultaterne i de to serier er meget usædvandlige i puslingerækken; Mika vandt 212-159 og 218-147. Mika var i øvrigt også bedst i indledende runde med 1024 kegler, 5 flere end den senere sølvvinder fra SISU.

Stenhuset ønsker Mika tillykke med en sej og meget flot præstation.

I juniorrækken var det tæt på, at Stenhuset havde fået endnu en triumf. Rikke N. Johansen havde i semifinalen slået Mikkel Malesa fra SISU med 221-146 og 199-203. Dermed var hun fremme i finalen mod Nichlas Christensen fra Trekanten. Dette blev desværre for stor en mundfuld for Rikke, der tabte 203-234 og 169-181. Trods alt tillykke til Rikke med en flot præstation (selvom det er træls at blive nummer 2)

I ynglingerækken gjorde Erik K. M. Jensen og Kim Knudsen ihærdige forsøg på at komme helt til tops, men resultaterne 1177 og 1176 rakte desværre ikke helt dertil.

Sams ungdomstræf gav også flotte debut resultater til en række af Stenhusets nye, unge spillere. Se alle resultaterne på www.bowling-aalborg.dk

 

Flere Stenhuset spillere i finalen i Køge

Udskriv

I weekenden d. 1.-2. oktober, én af åres smukkeste sommerweekender (!), blev sæsonens tredje ungdomsranking stævne afviklet i Køge Bowling Center.

Fra Stenhuset deltog fem spillere: Mika Guldbæk, Jeremy Christensen, Emma Jensen, Erik K.M. Jensen og Karina Kristensen.

Flere Stenhuset spillere var med i søndagens finalespil, dog uden at stryge helt til tops.

Du kan se, hvilke resultater de opnåede på www.kogeungdomsfond.dk

Erik K. M. Jensen fører efter 3 stævner fortsat ungdoms-ranking turneringen for ynglinge drenge!

 

Stenhuset godt fra start i landsynglingeturneringen

Udskriv

Stenhusets ynglingehold fik en overraskende god start på DBwFs landsynglingeturnering i den forgangne weekend i Rødovre. Der er ganske mange gode hold i ynglingerækken i denne sæson, og Stenhusets hold er nysammensat til denne sæson. Det består af Karina Kristensen, Erik K. M. Jensen, nytilkomne Malene Frederiksen, Jeremy A. Christensen og Rikke N. Johansen. De to sidstnævnte er egentlig juniorspillere, men deltager i denne sæson på ynglingeholdet.

Generelt gjorde holdets spillere en god figur (over middel) i Rødovre, men især én spiller gjorde det formidabelt. Erik Kalmar Møller Jensen imponerer alt og alle med sit spil i øjeblikket, og weekendens spillerunde var ingen undtagelse. Det er ikke alle og enhver, der kan præstere 1250 på 5 serier! Dermed var Erik en væsentlig del af forklaringen på Stenhusets store succes.

Allerede i første runde skulle Stenhuset spille nordjysk lokalkamp mod BK Skawbo, og her var der aldrig tvivl om udfaldet. Stenhuset bragede fremad og vandt 1585-1142 og dermed sikkert 5-0. Også anden kamp gav en stor sejr på 5-0, men denne gang i en noget tættere kamp: NBC blev besejret 1516-1436. I tredje runde blev det atter til en 5-0 sejr, denne gang 1524-1170. Niveauet i Stenhusets spil var stabilt højt, hvilket 15 point i tre kampe naturligvis også vidner om. Først i fjerde og sidste kamp om lørdagen blev det til et nederlag i en ellers velspillet kamp: Center vandt 3-2 (1529-1515).

Søndagens første kamp blev meget spændende og tæt mod Haslev BK, men det endte med en Stenhuset sejr på 3-2 (1570-1549). Næstsidste modstander var koldingensiske Trekanten, som også fik én på hatten med 5-0 (1625-1487). Med blot to point i den sidste kamp mod Smut kunne Stenhuset nu sikre sig førstepladsen efter første spillerunde, men det lykkedes desværre ikke. Kampen mod Smut blev tabt 0-5 (1396-1631), og denne sejr til fynboerne måtte siges at være fortjent.

Stillingen i landsynglingeturneringen er særdeles tæt: Trekanten fører med 26. Herefter følger Stenhuset (25), Haslev (24), Smut (23) og Center (20). Der er lagt op til en spændende anden spillerunde i Løvvang Bowling Center.

Stenhusets juniorhold (Line, Mika, Marcus, Daniel & Emma) fik hård modstand i første spillerunde. Kampen mod Ravnsborg blev vundet 3-2, men hverken Stenhuset eller Ravnsborg fik point på kontoen i de fire øvrige kampe. Dermed ligger Stenhuset næstsidst (femtepladsen) i landsjunior efter første runde. Holdet gjorde det imidlertid godt og havde mange flotte serier.

 

To andenpladser til Stenhuset i Odense

Udskriv

I weekenden d. 17.-18. september lagde Odense Bowlinghal baner til Smuts ungdomsstævne 2011. Ganske få Stenhuset spillere deltog i dette stævne, men det lykkedes at opnå ganske gode placeringer.

Lad os begynde med puslingerækken. Mika Guldbæk scorede 891 i indledende runde, og i semifinalen blev det til 609 på fire serier. Dermed var pladsen i finalen sikret, og her skulle fire spillere spille mod hinanden. Efter første serie udgik den laveste, og sådan fortsatte man i tre serier. I den første serie var Mika bedste spiller, og var slet ikke tæt på at blive slået ud. I anden serie var Mika helt suveræn med 188, hvilket var klart den bedste serie. Men i den sidste og afgørende kamp mod Patricia Hansen fra SISU kom Mika til at mangle 7 kegler, idet hun tabte 155-167. Stenhuset ønsker dog Mika tillykke med en god præstation.

I juniorrækken nåede niveauet langt fra tidligere højder. Rikke N. Johansen blev med 1020 i indledende runde stævnets næstbedste spiller, og sikrede sig dermed adgang til semifinalen. I semifinalen blev spillet meget bedre, og med to jævne og to supergode serier præsterede Rikke 757, hvilket rakte til at fastholde andenpladsen. I finalen var Rikke meget heldig på første step. En skidt serie på 137 havde nær betydet exit, men Rikke blev reddet, da Cecilie Simonsen fra Ribe kun scorede 135. I anden serie blev det hele noget bedre, og Rikke sikrede sig med 199 sikker finaleadgang. Men her måtte også Rikke lide nederlag, da Charmaine Wrisberg fra SISU vandt med 187-170. Det var i det hele taget en rigtig god søndag for SISU i Odense.

I ynglingenes drengerække var Erik Kalmar Møller Jensen IGEN helt oppe i skyerne. Niveauet var næsten svimlende højt i de første fem serier, da Erik scorede: 214, 244, 226, 267 og 202. Den sidste serie (161) ændrede ikke på en suveræn førsteplads med 1314 kegler. Men næsten traditionen tro gik det galt, da det blev finaletid. Her kom en skidt start med en serie på 143 til at koste dyrt, og Erik endte på femtepladsen efter semifinalen, sølle én kegle fra finalepladsen. Eriks skæbe har været hård i rankingstævnernes finaler på det seneste. Men det ændrer ikke ved de fremragende præstationer, han har leveret.

Tillykke til Stenhusets præmietagere i Odense.

 

Flotte Stenhuset-resultater i Copenhagen Youth Open

Udskriv

Ungdomssæsonen 2011/12 blev i weekenden skudt i gang, da World Cup Hallen i Rødovre lagde baner til det traditionsrige stævne Copenhagen Youth Open. Stævnet var, udover at være et handicapstævne inddelt i forskellige rækker, også det første i rækken af seks ungdoms-ranking stævner i denne sæson. Der blev givet premiere på ungdoms-ranking turneringens nye pointsystem, som er blevet indført fra denne sæson; førhen blev man noteret for keglefaldet i den første indledende start, men dette er nu ændret til et antal point, baseret på placeringen efter én indledende start. Dermed er ungdoms-ranking turneringen blevet mere baseret på placeringer i de enkelte stævner, ligesom det er tilfældet på Europa Touren. De forskellige baneforhold ved de forskellige stævner får således mindre afgørende betydning for den samlede rangliste.

Lad os efter denne lange indledning slå fast. At Stenhusets spillere klarede sig rigtig fint til Copenhagen Youth Open. Der var sendt en minibus af sted, og mange af spillerne opnåede flotte placeringer. Hos pigerne startede Stine N. Johansen en lovende sæson med at vinde stævnet. Stine scorede 1096 og 1082 i sine to indledende starter, hvilket sikrede adgang til søndagens semifinalespil (i kraft af en syvendeplads). I semifinalen scorede Stine 784, hvilket var nok til at smutte helt op på førstepladsen, og så var udsigterne forud for finalen pludselig meget lyse. Med 747 i finalen (4 serier) var Stines førsteplads aldrig i fare, og dermed sejrede hun i sæsonens første rankingstævne. Stenhuset ønsker stort tillykke.

Hos drengene leverede Erik Kalmar Møller Jensen endnu en præstation, som beviser, at han hører til blandt de absolut bedste drengespillere i Danmark i øjeblikket. I sin første indledende start scorede Erik 1301 kegler. Dette var stævnets næstnøjeste resultat (kun overgået af Morten Vorborg med 1302), og det rakte til en andenplads efter indledende runde i drengerækken for 16-18 årige. I sin re-entry lavede Erik endnu et godt resultat, idet han scorede 1206. Med 834 i semifinalen avancerede Erik til førstepladsen, og lignede dermed en favorit til finalen. Desværre har Erik tidligere været uheldig i finalerne efter store præstationer i indledende, og desværre lykkedes det ikke i denne omgang at vinde CYO. I finalens fire serier kostede et par "hovsa-serier" på 140 og 164 dyrt, og så endte han på tredjepladsen, blot 19 kegler efter vinderen og sølle én kegle efter nummer 2. Dette rokker dog ikke ved en MEGET flot præstation af Erik.

I drengerækken for 7-12 årige var Jeremy A. Christensen med helt fremme i indledende runde, hvor han scorede 961. I semifinalen spillede han sig fra tredje- til andenpladsen, og var dermed med i finalespillet. Denne placering fastholdt han gennem finaleserierne, og var kun overgået at Patrik Jannick Sørensen fra KBK/Kammeraterne, der vandt stævnet i suveræn stil.

I pigerækken for 7-12 årige sluttede Mika Guldbæk på tredjepladsen i indledende runde med en score på 895. Dermed opnåede også Mika adgang til semifinalen, og her scorede hun 668 kegler, hvilket betød, at hun smuttede op på andenpladsen, kun overgået af Kira Hansen fra SISU. Det lykkedes ikke for Mika at indhente Kira i finalen, men til gengæld holdt hun forfølgerne bag sig og fik en flot andenplads.

I pigernes række for 13-15 årige var Rikke N. Johansen den bedste spiller fra Stenhuset med 1030 i indledende. I samme række scorede Emma K. M. Jensen 864, hvilket desværre ikke var nok til at komme med i finalen. Efter semifinalen lå Rikke placeret på femtepladsen, og selvom spillet ikke fungerede som vi tidligere har set, så slap hun med i finalen. Rikke sluttede efter finalen på femtepladsen, og fik desværre slet ikke spillet til at fungere optimalt i dette stævne.

I rækken for 18-23 årige deltog kun Maria Bjørn fra Stenhuset, og hun scorede 1023.

 


Side 1 ud af 8


© Bowlingklubben Stenhuset