Stenhusets puslinge og juniorer i landspokalfinalen
Mandag, 15. marts 2010 22.12
Per Høberg
For andet år i træk har såvel Stenhusets juniorer som puslinge skaffet sig adgang til landspokalfinalerne. Bowl'n Fun i Viby dannede rammen om de indledende runder, hvor forsvaret af sidste års guldmedaljer i landspokalen skulle indledes. Man må sige, at Stenhuset gjorde en fremragende figur.
Puslingeholdet indledte med at slå Trekanten og BK Ribe ud af turneringen, og endda ganske sikkert. I finalen skulle holdet op imod NIF fra Nordlangeland, og det kunne godt skræmme lidt, at holdet bestod af nogle "store gutter" i forhold til vores hold, som bestod af Mika, Laura, Jeremy og Emma. Formatet i landspokalen er i år lavet om, således at der nu spilles på samme måde som i Løvvangs halturnering. Efter den første serie var Stenhuset bagud 2-4, og modstanderne så ud til at være gode. Men i anden serie spillede Jeremy uafgjort med sin modstander, mens både Mika og Emma vandt efter flotte serier. Dermed vandt Stenhuset 5-1 i denne serie, og var dermed foran 7-5 inden sidste serie.
I sidste serie imponerede Jeremy alt og alle med 258, og da også Emma vandt sin serie, selvom hun var bagud hele vejen, vandt Stenhuset kampen med 11-7.
Stenhusets juniorer havde visse vanskeligheder undervejs i kvalifikationen. Første modstander, som blev slået ud var Grindsted BK, og dermed var holdet allerede fremme i zonefinalen, eftersom vi slap uden om første runde. Finalen mod Trekanten startede rigtig skidt for Stenhuset, og spillet fungerede ikke rigtig i den første serie. Stenhuset kom bagud 2-4, men fik heldigvis bedre styre på spillet i anden serie, som vi vandt 4-2. Dermed var intet afgjort før den sidste serie, og her trak Stenhuset heldigvis det længste strå. Både Kim og Karina spillede rigtig godt i sidste serie, og dermed vandt Stenhuset 10-8 i kampen mod Trekanten, der også er vores nærmeste konkurrenter i landsjuniorturneringen.
Stenhuset ynglinge røg desværre ud af turneringen allerede i første runde - spillet fungerede desværre slet ikke for holdet.
Ungseniorholdet derimod gjorde en rigtig god figur. Den første kamp mod Brasilia var en rigtig gyser. Charlotte tabte en serie på 220, og Kristian Jørgensen tabte en vanvittig serie med 235-236. Alligevel trak Stenhuset sig sejrrigt ud af kampen (10-8), hvilket var en meget flot holdpræstation. Næste modstander var Trekanten, hvor Stenhuset desværre tabte 8-10, selvom vi lavede 50 kegler mere end vores modstandere fra Trekanten. Holdet spillede dog med over 200 i snit, og kan være meget tilfredse med præstationen.
Nu ser vi frem mod landspokalfinalerne i Rødovre i slutningen af April - stort tillykke til Stenhusets puslinge- og juniorhold med kvalifikationen.
Stenhusets Rikke N. Johansen snuser til landsholdstruppen
Lørdag, 6. februar 2010 19.14
Per Høberg
Blot en uge efter sit bemærkelsesværdige dobbelte jyske mesterskab og rekordscore på 1452 - kulminationen på en fantastisk sæson for Rikke Nørgaard Johansen - er hun blevet inviteret med til bruttolandsholdssamling for pigerne. Lørdag d. 6. februar var Rikke således med for at snuse lidt til landsholdet, da landstræner Michael Bai Ernst samlede holdet i Odense Bowlinghal.
Rikke havde en god oplevelse i Odense, og gik uimponeret til værks. F.eks. skulle der spilles en lille konkurrence mellem pigerne, som Rikke vandt! Godt gået må man sige.
Inden for overskuelig fremtid skal de fire spillere udtages, som skal repræsentere Danmark og DBwF ved UEM i Frankrig i påsken. Stenhusets Heidi Bach Madsen og Stine Nørgaard Johansen er begge i truppen, og har mulighed for at blive udtaget til holdet. 13-årige Rikke Johansen må vente lidt i nu, før hun kan komme med til de internationale mesterskaber - men det er fantastisk at se, at hun allerede nu viser et meget højt niveau.
Stenhuset ønsker Stine og Heidi held og lykke med udtagelsen.

Senest opdateret: Torsdag, 11. februar 2010 13.22
Masser af Stenhuset-medaljer og imponerende rekorder ved JM ungdom
Søndag, 31. januar 2010 17.51
Per Høberg
Løvvang Bowling Center lagde i weekenden d. 30.-31. januar 2010 baner til de jyske ungdomsmesterskaber i bowling. Trods det bidende kolde vintervejr havde en stor flok ungdomsspillere fra alle afkroge af Jylland fundet vej til Nørresundby for at konkurrere om mesterskaberne i single og double for puslinge, juniorer og ynglinge, hhv. drenge og piger.
Ved dette års mesterskab var der én spiller, der levere en præstation helt ud over det sædvanlige. Stenhusets Rikke Nørgaard Johansen leverede et resultat, som er uden historisk sidestykke i dansk bowlinghistorie. Det 13-årige kæmpetalent vandt det jyske mesterskab såvel individuelt som i double sammen med Cecilie R. Simonsen fra BK Ribe - men ironisk nok var det ikke det dobbelte jyske mesterskab, der var det mest imponerende; det var måden, det skete på. I lørdagens indledende runder scorede Rikke 1452 point på seks serier. Dette er et gennemsnit på 242 kegler pr. serie. Med resultatet slog Rikke ny jysk og dansk rekord for junior piger (13-15 år) på 2, 3, 4, 5 og 6 serier (amerikansk spillemåde). Resultatet rækker også til klart at slå ynglingerekorderne - og det skal bemærkes, at de gældende rekorder alle var sat af tidligere landsholdsprofiler. Og endelig rækker resultatet til at sætte nye klubrekorder for damer i Stenhuset på 3 serier (759), 4 serier (997), 5 serier (1213) og 6 serier (1452). Det skal bemærkes, at Stenhuset er en klub med 46 år på bagen, som har vundet det danske mesterskab hele 11 gange. Nu indehaves klubrekorderne altså af et 13-årigt stortalent.
Rikke Johansens jyske mesterskab kom i hus efter en score på 1231 i søndagens semifinale, og dermed gik hun videre til trinfinalen som nummer ét. Modstanderen i guldfinalen blev klubkammeraten Karina Kristensen, som også spillede et rigtig flot JM. Hun scorede 1077 i indledende runde og 1122 i semifinalen. På trinfinalens andet trin spillede Karina en fremragende serie mod Pernille Rasmussen fra Stars and Strikes Horsens, som hun vandt 223-183. Guldfinalen blev dog suverænt vundet af Rikke med seriescorerne 207-155 og 248-144. Dermed blev det jyske mesterskab for junior piger fuldstændig domineret af Stenhuset. Der var guld til Rikke Johansen, og dobbelt sølv til Karina Kristensen, idet det også blev til sølv i double sammen med Malene Frederiksen fra Grindsted BK.
Der var også andre medaljer at glæde sig over for Stenhuset i et ganske fremragende mesterskab. Et andet af klubbens store talenter er puslingespilleren Jeremy A. Christensen. Efter 1150 i indledende runde blev det til et fænomenalt resultat på 1205 i semifinalen, hvilket bl.a. rakte til en ny dansk rekord på 5 serier AM. Disse resultater placerede Jeremy på en flot førsteplads inden trinfinalen, hvor han trådte ind på det tredje og afgørende trin. Her blev modstanderen Patrick Sørensen fra århusianske KBK/Kammeraterne. Jeremy tabte den første serie med 143-187, men vandt så den anden med 210-167. Dermed skulle de to drenge ud i en tredje og afgørende serie, som desværre endte med århusianske sejr på 146-194. Jeremy fik dog en flot sølvmedalje, og i double blev det også til sølv sammen med netop Patrick Sørensen. Guldet gik til Benjamin Hansen (Stars and Strikes) og Alex Pedersen (Trekanten).
Også i puslingenes pigerække var der medaljer til Stenhuset. Emma K.M. Jensen vandt bronze individuelt, men fik guldmedalje i double sammen med klubkammeraten Mika Guldbæk. Emma scorede 879 i indledende runde og 839 i semifinalen. Dermed lå hun nummer tre inden trinfinalen, hvor hun lagde ud med at slå Maiken Lindrum fra SBwK med 132-113. Herefter tabte hun særdeles knebent til Mette Hald fra Stars and Strikes Horsens. I guldfinalen skulle Mette Hald så op imod Stenhusets Mika Guldbæk, der havde placeret sig på førstepladsen efter semifinalen. Hun havde scoret 915 i indledende og flotte 1030 i semifinalen. I trinfinalen tabte hun desværre til Mette Hald med cifrene 103-136, 152-133 og marginalt 145-149 i sidste og afgørende serie. Dermed blev det til sølv.
Stenhusets landsholdsaktuelle ynglingespiller, 16-årige Stine N. Johansen, blev jysk mester i double for ynglinge piger sammen med Maria Pedersen fra Grindsted BK. Stine scorede 1148 og Maria 1189 i indledende runde, hvilket sikrede de to piger guldmedaljerne. Efter 1122 i semifinalen sluttede Stine N. Johansen på fjerdepladsen, og fik dermed lige akkurat adgang til trinfinalen. Her spillede hun sig ind i medaljerækkerne ved at slå Nicole Rasmussen fra BK Pletten (Vejle) med 202-175 på finalens første trin. Herefter tabte hun desværre klart til Louise H. Jørgensen fra Trekanten (Kolding) med 158-241. Louise Jørgensen vandt i øvrigt det jyske mesterskab. Dermed blev status for Stine en guldmedalje i double og bronze individuelt. Også Stenhusets anden landsholdsspiller, Heidi Bach Madsen, spillede sig fra de indledende runder til semifinalen, men hun slap ikke videre til finalen.
I drengenes stærke ynglingerække var der også medaljer til Stenhuset. Her vandt Erik Kalmar Møller Jensen bronze i double sammen med Mikkel-Mathias Kristensen fra BK Viborg. De to drenge scorede 2461.
Vi slutter i juniorernes drengerække, hvor der også var medaljer til Stenhuset. Stortalentet Kim Knudsen scorede 1194 i indledende runde efter en svingende præstation, mens det i semifinalen blev mere stabilt - her scorede Kim 1216. Dette rakte til en andenplads efter semifinalen, og dermed trådte Kim ind på trinfinalens andet trin. Her tabte han til Trekantens Nichlas Christensen med 194-222. Dermed fik Kim en individuel bronzemedalje. I doubledisciplinen blev det til gengæld til en guldmedalje sammen med Oliver Hansen fra Trekanten. De to drenge havde en margin på 26 kegler til nærmeste forfølgere.
Dermed blev der sat punktum for et mesterskab, der i sandhed viste det store potentiale i Stenhusets ungdomsafdeling. Ud over de mange flotte præstationer med medaljer til følge skal vi heller ikke glemme spillere som f.eks. Jacob Kristensen, Nichlas Nielsen og Andreas Iversen, der fik deres mesterskabsdebut for puslinge med flotte resultater til følge. Der er grund til at ønske alle Stenhusets spillere stor tillykke med de mange flotte resultater. Naturligvis også et særligt tillykke til Rikke og Jeremy med de danske rekorder.
Se alle resultater fra mesterskabet på www.jbwu.dk

Senest opdateret: Søndag, 31. januar 2010 22.32
Heidi og Mika leverede flotte resultater ved KBUs ungdomsstævne
Søndag, 24. januar 2010 23.03
Per Høberg
I denne weekend blev sæsonens femte ungdoms-ranking stævne afviklet i World Cup Hallen i Rødovre, og traditionen tro skete dette med stor deltagelse fra Stenhuset. Flere spillere havde rankingplaceringer at spille for, og der var da også ganske mange ungdomsspillere, der viste den hvide trøje frem med flot bowling.
I alt syv spillere fra Stenhuset nåede frem til finalespillet. Heidi Bach Madsen var den, der klarede sig længst i de syv finalecuts, idet hun opnåede en flot andenplads i pigernes ynglingerække. Allerede på finalens andet trin var kampen meget tæt, og Heidi slap med 171 videre, mens Stine N. Johansen måtte udgå efter en serie på 166. Herefter steg Heidis niveau; se blot denne finaleserie: 180, 226, 181 og 212. Med disse resultater kunne Heidi se modstanderne falde fra én efter én, og den endelige finale stod mod Louise H. Jørgensen fra Trekanten. Dette blev desværre en skidt serie fra begge spillere, og Louise vandt med 166 - 138. Men tillykke til Heidi med en flot andenplads, og dejligt også at se Stine i finalespillet. Begge piger er med i landstrænerens bruttotrup til EM for ungdom i Frankrig i påsken, og ganske snart bliver spændingen udløst, når landsholdet udtages. Vi ønsker begge piger al mulig held og lykke.
Også i puslingerækken var der flotte Stenhuset præstationer at glæde sig over. Både Mika Guldbæk og Emma Jensen klarede sig til finalen, hvor de begge klarede sig forbi de to første cuts. Emma havde bl.a. en flot serie på 181. Dermed var begge piger i top 4. I tredje cut faldt Emma fra med en ellers flot serie på 171 (Mika scorede 182), og på næste trin faldt Mika desværre fra. Men det var ingen skam at tabe til stævnets senere vinder, Kira Hansen fra SISU, som leverede en MEGET flot præstation med serier på 236 og 2x200.
Kim Knudsen blev nummer 7 i drengenes juniorrække, idet han måtte udgå efter finalens andet cut. Rikke N. Johansen blev nummer seks hos pigerne og endelig blev Erik K.M. Jensen nummer syv hos ynglinge drenge, hvilket i sig selv er en flot præstation.
Hvis vi skal fremhæve nogle af de bedste individuelle (ranking-tællende) resultater fra indledende runde, så skal Kim Knudsens flotte resultat på 1280 bestemt fremhæves. Stine N. Johansen scorede 1184 og Heidi 1157. Erik nåede 1141.
Se alle resultaterne fra stævnet på www.kbu.dk
Tak til turleder Henriette, som melder om en rigtig god tur. Tillykke til spillerne med de mange gode resultater.
Stenhuset fik to jyske mestre og seks øvrige medaljer ved JM mix
Søndag, 6. december 2009 19.11
Per Høberg
Stenhusets ungdomsspillere deltog søndag d. 6. december i JM mix i Århus Bowlinghal, og ved dette mesterskab blev Stenhuset den klub, der samlet set hentede suverænt flest medaljer. I ynglingerækken VANDT Stine N. Johansen guldmedalje sammen med sin bedre halvdel, Lasse Scherlund fra Grindsted BK. Det skete efter finalesejr over den tidligere Stenhuset-spiller Bjørn S. Jensen (nu Outsiders) og Louise H. Jørgensen. I samme række var der bronzemedalje til Stenhusets anden landsholdsspiller, Heidi Bach Madsen, der spillede sammen med Anders Lousdal fra BK Skive.
I juniorrækken vandt Rikke Nørgaard Johansen GULD sammen med Nichlas Christensen fra Trekanten-KIF. I samme række var der sølv til Kim Knudsen og hans makker Pernille. Endelig var der såmænd også en hvid Stenhuset-trøje på bronzeskammelen, nemlig Karina Kristensen.
I puslingerækken var Emma K. M. Jensen og Jeremy A. Christensen helt fremme i guldfinalen, hvor de desværre tabte til et par fra Stars & Strikes Horsens. Men det blev til en flot sølvmedalje til de to Stenhuset-talenter, der sammen udgjorde et rent Stenhuset hold. På bronzeskammelen stod Mika Guldbæk, der dermed også fik en mesterskabsmedalje om halsen.
Stort tillykke til Stenhusets otte medaljetagere, og naturligvis især de to jyske mestre. Resultatlisterne fra stævnet er endnu ikke kommet på nettet, men kan snarest ses på www.jbwu.dk
Rikke N. Johansen var sølle én kegle fra sejren i SAMs ungdomstræf
Søndag, 1. november 2009 15.04
Per Høberg
Løvvang Bowling Center lagde i weekenden 31. oktober og 1. november baner til det traditionsrige SAMs ungdomstræf, som er opkaldt efter den mangeårige ivrige bowler og journalist ved Aalborg Stiftstidende. Traditionen tro lagde flere hundrede ungdomsspillere vejen forbi Nørresundby for at konkurrere i et af Danmarks største bowlingstævner. Stenhuset havde en lang række ungdomsspillere til start, og det kom der mange flotte resultater ud af.
Lad os lægge ud med puslingene, for her havde Stenhuset en ung gut, som virkelig markerede sig ekstraordinært positivt. Jeremy Christensen beviste for alvor sit meget store talent, da han med 1080 i indledende runde strøg helt til tops i puslingerækken. Med bl.a. en flot score på 223 i 5. serie opnåede han resultatet, som ikke alene skaffede ham adgang til stævnets finalespil, men som også var et af de bedste, en puslinge-drengespiller har præsteret i Stenhuset i mange år.
Også Stenhusets Mika Guldbæk var med fremme i puslingerækken. Hun scorede 846 (894 med handicap) i indledende runde, hvilket rakte til en syvendeplads på kvalifikationslisten. Kasper Kristensen sluttede som nummer 24.
Finalespillet i Sams 2009 bestod af tre trin: Matchplaykvalifikation, semifinale og finale. For puslingenes vedkommende blev matchplay-trinet endestationen. Selvom spillet egentlig var hæderligt, så sluttede Jeremy på en samlet sjetteplads, mens Mika blev nummer 8. Samlet set en meget flot præstation af Stenhusets to dygtige puslingetalenter. Jeremy fik en flot førstepræmie i rækken for spillere over 135 i snit.
I juniorrækken levede både Kim Knudsen og Rikke N. Johansen op til forventningerne, og placerede sig begge i toppen efter indledende runde. Rikke scorede 1082, hvilket inklusive pigernes handicaptillæg rakte til en foreløbig tredjeplads. Kim Knudsen 1129 og placerede sig dermed på fjerdepladsen. Der var ikke flere spillere fra Stenhuset, der kvalificerede sig til finalen, men her følger placeringerne: Karina Kristensen (29) og Daniel G. Nielsen (62).
På matchplaytrinet var Pernille Nielsen (Pin-Crackers) og Kim Lundberg (Skive) suveræne, men Rikke N. Johansen spillede sig med en solid indsats ind på tredjepladsen og fik dermed adgang til semifinalen. Kim Knudsen kom skævt fra start, men i den tredje af de fire serier scorede han 231 og så dermed ud til at spille sig i semifinalen. Med 145 i den sidste serie kom der desværre til at mange sølle seks kegler, og Kim måtte tage til takke med en samlet femteplads.
I semifinalen var Rikke N. Johansen oppe mod Kim Lundberg fra BK Skive. Den første serie blev vundet med 180-173, og hertil kom endda Rikkes 8 kegler pr. serie i handicap. Dermed var udgangspunktet for en succesfuld 2. serie og en samlet sejr i semifinalen til stede. Denne chance forpassede Rikke ikke. Hun vandt den anden serie med 200-160 og var dermed sikkert videre til finalen.
Rikkes finalemodstander blev Pernille F. Nielsen fra Pin-Crackers. Københavneren havde brilleret med flot spil i matchplay og semifinalen. I semifinalen lavede hun f.eks. 220 og 246 mod Mikkel Sørensen fra Smut. Den første serie blev særdeles velspillet, og selvom Rikke lagde ud med en 8miss, så kom hun stærkt igen. I 2. rude spærrede hun en stor split, og dette blev startskuddet til en flot serie, som Rikke dog tabte med 189-193. Den anden serie var lige hele vejen igennem, og før 10. rude var der fortsat intet afgjort. Rikke lukkede sin 10. rude med 2 strikes og en otter. Dermed var Pernille Nielsen tvunget til at præstere en spare i sin 10. rude, hvilket hun formåede. Dermed tabte vandt Rikke sidste serie med 178-176, men tabte samlet med blot én enkelt kegle.
Hos ynglingene stod Martin Baun Jensen for det i særklasse bedste resultat blandt Stenhuset spillere. I indledende scorede Baun flotte 1225 – et flot og meget fortjent resultat til et af Stenhusets helt store talenter på ungdomssiden, som i denne sæson rigtig er begyndt at udfolde sit potentiale, bl.a. ved at spille sig til en fast plads på 1. holdet i eliteserien. Også landsholdsspiller Stine N. Johansen kunne gøre sig gældende blandt de mange drengespillere – med 1161 (1209 inkl. Handicap) sluttede hun på en femteplads i indledende runde og skaffede sig dermed adgang til matchplay. Stenhusets øvrige placeringer: Heidi B. Madsen (16), Sabina K. Johansen (43), Andreas Ydesen (47), Jacob Mikkelsen (48), Sabrina Nielsen (52) og Line Marcussen (77). Martin Baun fik en tredjepræmie i sin handicaprække – og også Sabrina og Jacob blev hhv. nummer 3 og 4 i deres handicaprækker.
I matchplayfinalen for ynglinge fik Martin Baun desværre slet ikke spillet til at køre, og han gled fra fjerde til syvendepladsen. Det rokker dog ikke ved den meget flotte præstation i indledende runde. Stine N. Johansen scorede 781 på fire serier, og kvalificerede sig dermed til semifinalen på en fjerdeplads. Her skulle hun op mod Anders Lousdal, og selvom Stine gjorde en god figur og spillede glimrende, så var hun chanceløs mod en af Danmarks absolut bedste bowlere. Hun tabte den første serie med 208-247 og den anden serie med 209-279. Det kan man kalde et nederlag mod en værdig modstander. Stenhuset ønsker Stine stort tillykke med en flot præstation i SAMs 2009.
I alt blev der leveret meget flot bowling i SAMs ungdomstræf, bl.a. af landsholdsspillerne Anders Lousdal og Mik Stampe, der mødtes i ynglingenes finale. Tilskuerne i Løvvang fik, hvad de kom efter. Tak til Aalborg Kredsen for et, som sædvanlig, godt arrangement. Tillykke til alle præmietagerne.
Senest opdateret: Søndag, 1. november 2009 21.33
Ungdomsspillere markerer sig positivt i Odense
Mandag, 14. september 2009 07.17
Per Høberg
Under Smuts ungdomsstævne i weekenden d. 12.-13. september i Odense Bowlinghal var der flere spillere fra Stenhuset, som markerede sig særdeles positivt. Stævnet var det andet i rækken af sæsonens otte ungdoms-ranking stævner, og da finalerne skulle afvikles var både Kim Knudsen, Heidi B. Madsen og Rikke N. Johansen med helt fremme.
I puslingerækken havde Stenhuset ingen deltagende spillere denne gang. Hos juniorerne var Rikke nummer 3 efter indledende runde med 1061 - hun lagde for øvrigt fra land med en serie på 215. Karina Kristensen havde med 925 ikke sin bedste dag, men var alligevel tæt på at sikre sig adgang til semifinalen. Hun sluttede som nummer 15. Hos drengene var Kim Knudsen nummer 1 efter indledende med flotte 1213 - mere end 30 kegler flere end nummer 2.
I ynglingerækken slap Heidi Bach Madsen igennem til semifinalen. Med 1051 lå hun nummer 6 efter indledende runde. Sabina K. Johansen blev med 986 nummer 12, mens Line Marcussen blev nummer 16. Stine N. Johansen var forhindret i at deltage grundet sin knæskade. I drengerækken var Martin Baun Jensen bedste Stenhuset spiller med flotte 1178, hvilket rakte til en 12. plads. Andreas Ydesen blev nummer 28 og Erik K. M. Jensen nummer 32.
Fra semifinalen slap alle tre Stenhuset-spillere videre. Med 1141 avancerede Rikke N. Johansen til førstepladsen i juniorernes pigerække. Kim Knudsen dumpede med 1092 ned på 3. pladsen, men holdt fast i finalepladsen. Heidi B. Madsen var flyvende i semifinalen, hvor hun med 1206 kom op på førstepladsen.
I finalen var Rikke ude i en meget spændende duel mod den lokale Lærke Petersen fra Smut. Fynboen vandt den første serie 164-141, mens Rikke vandt anden serie 189-168. Dette var dog lige akkurat ikke nok, og Rikke tabte med ærgerlige 2 kegler.
Kim Knudsen vandt den første finalekamp (3 mod 4) med 209-198 over Kim Lundberg fra Skive, men tabte efterfølgende 177-190 til Jonas Valentin fra Trekanten. Dermed blev Kim nummer 3.
Heidi B. Madsen skulle i sin finale op mod Louise Andersen fra Smut, hvor hun desværre tabte klart. De to serier endte 218-172 og 188-152 til fynboen, og dermed blev Heidi en flot nummer 2.
Stenhuset ønsker tillykke med de gode resultater.
Landsholdsgenvalg til Stenhuset-piger
Fredag, 21. august 2009 13.34
Per Høberg
Stenhuset har d. 20. august 2009 modtaget orientering fra DBwF om, at pigelandstræner (U18) Michael Bai Ernst har udtaget landsholdsbruttotruppen for sæsonen 2009-10. I bruttotruppen, som består af i alt otte pigespillere, er der genvalg til Stenhusets stortalenter, Heidi Bach Madsen og Stine Nørgaard Johansen. Pigerne indgår i forberedelserne til et landsholdsår, hvor den største opgave er UEM i Frankrig i påsken 2010.
Stenhuset ønsker Heidi og Stine stort tillykke med genvalget til landsholdstruppen. Vi glæder os til at følge pigernes udvikling i den kommende sæson.
Kim Knudsen vandt CYO - flere andre gjorde god figur
Søndag, 16. august 2009 21.17
Per Høberg
Stenhuset nybagte landsholdsspiller, Kim Knudsen, satte søndag en tyk streg under sin værdighed, da han vandt det prestigefulde ungdomsstævne Copenhagen Youth Open, som blev afviklet i World Cup Hallen, Rødovre. Bowlinghallen har været under ombygning hele sommeren, og er ikke blevet færdig til tiden. Det betød visse ændringer i programmet og desværre også en ganske sen hjemkomst.
Under spillet i hovedstaden viste Stenhuset dog rigtig gode takter. Kim Knudsen scorede 1191 kegler på 6 serier i indledende runde, hvilket rakte til en førsteplads i drengerækken for 13-15 årige. I semifinalen fortsatte de gode takter med 789 på 4 serier, og selvom det i finalen "kun" blev til 701 kegler, så var det mere end rigeligt til at vinde stævnet - Kim sejrede med i alt 2681 kegler, mere end 150 kegler foran svenskeren Tim Roth, der blev nummer 2.
I pigerækken for 13-15 årige viste en anden af Stenhusets spiller format i indledende runde. Stine N. Johansen, der vandt sidste års udgave af CYO, scorede 1145 kegler og lagde sig dermed på førstepladsen, 30 kegler foran Malene Madsen fra SØB. I semifinalen kom spillet desværre ikke rigtig til at fungere for Stine, der måtte nøjes med 648 kegler. Dermed måtte hun afgive førstepladsen, men kunne stadig spille sig tilbage i finalens fire serier. Men desværre fandt Stine heller ikke i finalen sit bedste spil frem, og med 640 på fire serier endte det med en fjerdeplads, næsten 200 kegler bagefter førnævnte Malene Madsen, der var storspillende i semifinale og finale.
Heidi B. Madsen, der i sidste sæson havde ret svingende resultater, leverede et meget lovende resultat i CYO. Hun opnåede en tredjeplads i den stærke pigerække for 16-18 årige. I indledende opnåede Heidi 1162 kegler, og med stabilt spil i semifinalen (725) og finalen (720) snuppede hun tredjepladsen foran Louise Jørgensen fra SISU med en margin på 7 kegler. Godt gået af Heidi!
Stenhuset havde også et par seniorer med i stævnet, som også talte en række for 18-23 årige. Charlotte Bach Madsen leverede storspil i en stærkt besat række - et resultat der lover godt for den kommende sæson. I indledende runde hun 1219 i rene kegler, og med 1279 (inkl hdcp) rakte dette til en foreløbig sjetteplads. I semifinalen blev spillet endnu bedre. Med et serieforløb på 256, 202, 221 og 165 (+40 i hdcp) blev det til 884, og dermed avancerede hun til tredjepladen. I finalen blev det så til 765, og således sluttede Charlotte på en flot fjerdeplads.
Der var mange andre Stenhuset spillere med i stævnet. Blandt resultaterne fra rækkerne 7-12 år kan nævnes, at Jeremy Christensen scorede 1004, mens Mika Guldbæk scorede 812. Alle andre resultater kan ses på www.kbu.dk
Tak til lederne for deres indsats og godt gået til alle spillerne.
Ny Stenhuset-spiller er landsholdsaktuel
Mandag, 10. august 2009 22.00
Per Høberg
Stenhusets stortalent, 14-årige Kim Knudsen, er blevet indlæmmet i Danmarks Bowling Forbunds bruttotrup for drengenes ungdomslandshold. I forvejen har Stenhuset spillere i bruttotrupperne for piger og damer, men nu er drengene altså også kommet ind i billedet.
Kim Knudsen har udviklet sit spil og sit tekniske niveau helt enormt i løbet af det seneste år, og i lyset af de opnåede resultater og den store træningsindsats er det helt fortjent, at Kim nu får chancen for at bevise sit talent i landsholdssammenhæng.
Stenhuset ønsker Kim stort tillykke med udtagelsen til bruttotruppen og god vind med opgaverne forude.
|