Venskab over alle grænser gennem Bowling
Lørdag, 16. august 2008 01.00
Per Høberg
Der er mange gode grunde til, at bowling er en fantastisk fritidsbeskæftigelse. De fleste vil nok fremhæve de sportslige udfordringer, sammenholdet i klubben og glæden ved en aktiv fritid. For nogle er bowling en hyggelig og afvekslende beskæftigelse en enkelt gang om ugen, mens det for andre er en regulær livsstil. Og rent faktisk kan bowling også skabe venskab og dialog på tværs af landegrænser, også selvom man ikke er på landsholdet. I Bowlingklubben Stenhuset havde vi sat os for at give 10 ungdomsspillere (11-18 år) en bowlingoplevelse ud over det sædvanlige. I perioden 23.-27. juli 2008 deltog vi i de internationale Youth Friendship Games i Holland, som måske er noget af det tætteste man som bowlingspiller kan komme på duften af OL. Der er tale om Europas største sportsbegivenhed for 11-19 årlige, hvor tusindvis af børn og unge sætter hinanden stævne i udkanten af Amsterdam til dyst i otte forskellige sportsgrene: Fodbold, baseball, basketball, volleyball, bowling, tennis, brydning & svømning. I Youth Friendship Games er det samværet og glæden ved sporten der står i centrum med henblik på at fremme den interkulturelle dialog. Det skal være sjovt at dyrke sport! Hele denne filosofi er også styrende for den måde, turneringen er sammensat på. I bowlingturneringen deltog i 2008 omkring 400 spillere, hvoraf ca. halvdelen kom fra USA. Turneringen afvikles i disciplinerne 5-mandshold og single, og det er turneringsledelsen, der ud fra snit, alder og nationalitet sammensætter holdene. Således kom de ti spillere fra Stenhuset på ni forskellige hold og fik lov til at spille sammen med hollændere, englændere, belgiere og amerikanere. Turneringen gennemføres desuden med handicaptillæg, således at alle hold i princippet har muligheder for at vinde – uanset deres niveau. Noget af det bedste ved arrangementet er, at der også er mulighed for at snuse til andre idrætsgrene. Begivenhedernes centrum er en store ”Friendship Village”, hvor der foregår masser af aktiviteter, og hvor butikker, informationer og servicefaciliteter er samlet. Der er mulighed for mange forskellige indkvarteringsformer (hotel, hostel, skole, telte), og vi i Stenhuset havde valgt at medbringe egne telte. Vi boede på den store campingplads i Friendship Village, dør om dør med et fodboldhold fra Indien og et team af brydere fra Sydtyskland. Det varme sommervejr gjorde, at vi fik en rigtig god oplevelse. Blandt de fælles aktiviteter er den store åbningsceremoni med national indmarch, præsentationer, opvisninger, taler og underholdning – samt det store danceparty, hvor alle kan deltage ganske gratis. Der var også adgang til svømmehal og andre idrætsfaciliteter, ligesom der var rige muligheder for at udforske Holland, eftersom stævnet foregår midt i landets hjerte. En af de største oplevelser for os danskere var naturligvis at møde de amerikanske bowlere. De var alle tilknyttet organisationen ”People to people”, som har til formål at aktivere unge mennesker i fællesskab med hinanden. Blandt spillere var der alt fra nybegyndere til dygtige elitespillere med snit, som ikke kan modsvares af nogen dansker. En af de amerikanske trænere fremhævede, at det for dem ikke handlede om elite og medaljer, men om en anden form for succes: Fællesskab, forbedring og oplevelse. Rent bowlingmæssigt kan det, for både spillere og ledere, være en anelse langtrukket at spille 5-mandshold i fire dage. Spilleformen tager meget lang tid at afvikle. Omvendt fik spillerne chance for at komme ind på livet af deres holdkammerater, og flere endte til sidst med at opfinde nye kampråb, der helst skulle larme en smule mere end naboholdets. Man må i hvert fald give hollænderne, at de er gode til at opbygge festlige (og larmende) rammer om deres arrangementer. Ud over Stenhusets 10 spillere deltog også spillere fra BK Viborg, ST & Grindsted BK – flere af dem var af sted for andet eller tredje år i træk. Det lykkes også for en god håndfuld af spillerne at kvalificere sig til finalerne i 5-mandshold, dog uden at komme på podiet. Fra Stenhusets side vil vi gerne sige en stor tak til Rikke & Peter Linds Fond, Danmarks Bowling Forbunds SUSSI Fond, SIFA og JBUs ungdomsfond. Med støtte herfra (historien om de mange bække små, der gjorde en stor å) var det muligt at gennemføre en fantastisk oplevelsesrig tur, der har givet spillerne en anderledes oplevelse, både bowlingmæssigt og menneskeligt. Youth Friendship Games i Holland afvikles af organisationen Expersport, og der findes fantastisk gode hjemmesider, hvor man kan finde informationer, billeder og resultater. www.expersport.nl www.yfgholland.com Med venlig hilsen Charlotte, Bjørn, Sascha, Kim, Heidi, Martin, Sabina, Kevin, Stine, Rikke, Bruno, Henriette, Kim, Veronica og Per. Bowlingklubben Stenhuset, Aalborg
Stenhuset var sejren nær i klubdysten
Mandag, 11. august 2008 01.00
Per Høberg
Inden det i den kommende weekend går løs med det første af i alt otte rankingstævner, nemlig Copenhagen Youth Open, hvor 15 spillere fra Stenhuset deltager, var et par håndfulde af vores spillere i den forgangne weekend en tur i Ribe for at deltage i klubdysten. 12 forskellige klubber deltog i denne venskabelige turnering, og Stenhuset gjorde en rigtig god figur. Før finalen lå vi på førstepladsen, men måtte efter finalespillet se os marginalt overgået af hjemmeholdet BK Ribe. Og det endda til trods for rigtig flot spil af flere Stenhus'ere i finalen. Du kan se resultatlisten fra klubdysten.
Billeder fra hytteturen
Tirsdag, 1. juli 2008 01.00
Per Høberg
Vi har modtaget de første billeder fra årets hyttetur, som havde næsten 50 deltagere. Turen gik til Rubjerglejren, og selvom vejrguderne for en gangs skyld ikke var os venligt stemt, havde vi en fantastisk weekend ved havet. Klik på "ungdom" i menuen til venstre og derefter på "galleri". Har du flere billeder fra turen? Send de bedste til
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
, så bliver de lagt ud på hjemmesiden. Fortsat rigtig god sommer til alle. BEMÆRK: Efter vi er flyttet til ny hjemmeside er billederne ikke tilgængelige.
50 medlemmer dystede om klubmesterskaberne
Fredag, 20. juni 2008 01.00
Per Høberg
Som noget nyt afviklede Stenhuset i år klubmesterskab for ungdom og senior på samme tid. Det betød, at vi stort set fyldte Løvvang Bowling Center - og det betød også, at der blev vist flot bowling. Kevin Magnusen, der har vundet klubmesterskabet for drenge i 2005, 2006 og 2007, stod for den mest spektakulære serie, som var på hele 276. Efter 6 indledende serier (dog kun 4 i puslingerækken) blev der spillet trinfinaler. Hos puslingene vandt Rikke N. Johansen og Line Jønsson i finalen. Thomas Petersen blev nummer tre og Emma Jensen nummer fire. Klubmester for drenge blev Bjørn S. Jensen, som i finalen vippede Kevin af tronen efter tre år med den smukke brune pokal. Baun blev nummer 3, mens Andreas blev nummer 4. Hos pigerne vandt Sascha Wedel og Charlotte Madsen i finalen. Sascha havde ellers fået en skidt start i mesterskabet, men kom fantastisk stærkt igen. Heidi Madsen blev nummer 3, mens Randi Christensen blev nummer 4. Herrernes finale blev et rent Høberg opgør, og storebror Per trak det længste strå, mens Lars måtte nøjes med andenpladsen. Torben Lindstrøm blev nummer 3 og Chresten nummer 4. Endelig vandt Susanne over Ruth i damernes finale efter en meget flot præstation. Henriette blev nummer 3, mens Grete blev nummer 4. Efter mesterskabet var der hygge med grill og præmieoverrækkelser på Husflidskolen. Ungdommens pokaler blev fordelt således: - Puslingepokal: Rikke Nørgaard Johansen
- Fiduspokal: Bjørn S. Jensen
- Ærespokal: Kim Knudsen
Stenhuset ønsker alle rækkevindre, medalje- og pokalmodtagere stort tillykke med deres præstationer. Tak også til de mange fremmødte tilskuere - og tak til alle for en fantastisk sæson i Stenhuset. Vi ses til den første træning efter sommerferien kl. 16.30 for ungdom (BEMÆRK flyttet træningstidspunkt) og kl. 20.00 for senior torsdag d. 14. august 2008. HUSK : Sommertræning for alle interesserede, hvor torsdag kl. 19.00 i Løvvang. HUSK også MINIGOLF. Se opslag andetsteds her på hjemmesiden og på klubbens opslagstavle i Løvvang.
Lasse Thomsen scorede PERFECT GAME
Torsdag, 5. juni 2008 23.00
Per Høberg
Stenhusets nye medlem Lasse Thomsen, der tidligere har spillet i Five o'Clock, var af JBU udtaget til det unionshold, der d. 31. maj og 1. juni skulle kæmpe om unionspokalerne med Sjælland, Fyn og København i tre discipliner i Løvvang Bowling Center. I lørdagens trio-konkurrencer tiltrak Lasse sig hele hallens opmærksomhed, da han præsterede en 300-serie. I Stenhusets 44-årige historie er han kun den tredje drenge- / herrespiller, der præsterer den perfekte serie. Kun Bo Winther og Per Dennis Nielsen har tidligere klaret dette i den hvide trøje. Stenhusets bestyrelse og ungdomsudvalg ønsker Lasse stort tillykke med præstationen. Stenhuset havde yderligere fem spillere på unionsholdet, nemlig Sascha Wedel, Charlotte Madsen, Bjørn S. Jensen, Stine Johansen og Rikke Johansen. De gjorde alle en god figur, og Jylland vandt i øvrigt unionskampen i flot stil.
Sommertræningen er startet
Mandag, 2. juni 2008 00.00
Per Dennis Nielsen
Sommeren er over os, det betyder bl.a. at sommertræningen er startet. Som sædvanligt er det i tidsrummet 19-20, det foregår. Man lejer selv banen, klubben har ikke kontrakt i sommerperioden. God fornøjelse.
Repræsentantskabsmøde i DBwF 2008
Fredag, 30. maj 2008 00.00
Per Høberg
De forslag, som Stenhuset havde fremsat, blev vedtaget - samtidig går vi en ny sæson i møde med strengere disciplinære regler. Traditionen tro afviklede Danmarks Bowling Forbund sit repræsentantskabsmøde i maj måned; det foregik i Fredericia. Det blev et 8 timer langt møde, hvor en lang række forslag skulle behandles. Det forslag om en lempelse i bestemmelserne for klubdragt, som Stenhuset oprindeligt foreslog på regionens repræsentantskabsmøde, og som siden blev fremmet i JBU, blev enstemmigt vedtaget af forsamlingen. Således findes bestemmelsen om "bukser / nederdel i samme farve og stoftype" ikke længere. Det er nu i højere grad op til den enkelte klub (under ansvar for sportens anseelse) at fastsætte rammerne for klubbens dragt. I Stenhuset betyder det bl.a. at forskellige typer blå nederdele på dameholdene (plisserede nederdele og buksenederdele) kan accepteres på samme hold. Også forslaget om at slette bestemmelsen om, at der ikke kan godkendes snittællende stævner på terminer, hvor DBwF har planlagt et mesterskab, blev næsten enstemmigt vedtaget. Blandt de mange øvrige forslag skal især ét forslag omtales. Der er tale om et forslag, som udvider dommerens beføjelser under en bowlingkamp, og som ændrer procedurerne for advarsler m.v. Fremover er der ikke længere noget, der hedder en "henstilling". Usportslig optræden (f.eks. slag og spark mod hallens inventar eller egne eller andres materialer) resulterer i en advarsel. Denne indberettes til DBwF. To advarsler i løbet af en sæson resulterer 2 spilledages karantæne. Hvis samme spiller laver yderligere forseelser i samme kamp er konsekvensen en bortvisning og 2 spilledages karantæne efterfølgende. I særligt grove tilfælde kan dommeren endvidere skride til direkte bortvisning (UDEN forudgående henstilling eller advarsel). Forslaget blev vedtaget på DBwFs repræsentantskabsmøde. Med hensyn til valgene var der genvalg til forbundsformand Jan Filbært, som gør et fremragende stykke arbejde i vores forbund. Torben Nygaard fra HIK, der er et kendt ansigt i Stenhuset, blev valgt som ny breddeleder i DBwF. Vi ønsker Torben held og lykke med denne vigtige post.
Stenhusets medvirken til afvikling af årets karneval
Søndag, 25. maj 2008 00.00
Lars Møller Jensen
Tak for en fantastisk indsats ved årets karneval. Vi er nu, efter nogle lange dage, ved at nå til enden af aktiviteterne i forbindelse med årets karneval. Lørdag blev igen i år en hård dag, med rigtigt mange gæster igennem sluserne, og ikke mange ledige stunder til et kort hvil. Oprydningen i dag søndag, blev meget mere omfattende end planlagt, hvilket indebar at arbejdet først var færdigt kl. 17. I morgen mandag skal der tages hegn ned. Dette arbejde starter fra i morgen tidlig. Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne sige tak til alle som har ydet en indsats. Selv om det har været hårdt - til tider for hårdt - håber jeg at der har været gode oplevelser i løbet af karnevalsdagene.
Mr. Stenhuset fylder rundt
Onsdag, 21. maj 2008 00.00
Per Høberg
I 1964 blev Bowlingklubben Stenhuset stiftet af fire driftige unge mænd, og uden deres glæde ved bowlingsporten ville der ikke være noget, der hed Stenhuset den dag i dag. Én af stifterne var Poul Erik Larsen, der lige siden dengang har været en aktiv og uvurderlig del af klubbens liv og virke. I dag, onsdag d. 21. maj 2008, fylder Poul Erik Larsen 70 år. Fra hele Stenhuset - unge som ældre - skal lyde et kæmpe stort tillykke med dagen til Poul Erik. Vi har bemærket, at solen har været højt på himlen hele dagen :-) Kære Poul Erik: Tak for alt hvad du har betydet, og fortsat betyder, for Stenhuset. Måtte det fortsætte mange år endnu. Stort tillykke med dagen.
To Stenhuset-piger udtaget til ungdomslandsholdet
Tirsdag, 20. maj 2008 00.00
Per Høberg
Landstræner for pigerne, Teddy Jepsen, har netop udtaget en bruttotrup bestående af 10 pigespillere, som i den kommende sæson skal udgøre grundstammen på ungdomslandsholdet. Ny i truppen er Stenhusets Stine Nørgaard Johansen, mens Heidi Bach Madsen er genudtaget efter et år på landsholdet, og efter bl.a. at have deltaget i EM i Finland i marts 2008. Stenhuset ønsker Heidi og Stine et stort tillykke med udtagelsen. Der ligger mange spændende oplevelser forude, og vi glæder os til at følge deres bedrifter.
|