Træning ungdom
I Bowlingklubben Stenhuset er der fælles træning for hele ungdomsafdelingen hver torsdag i tidsrummet 16.30 - 17.30 i Nørresundby, samt hver tirsdag i tidsrummet 17.00 - 18.00 i Aars Bowling Center. Derudover findes der forskellige tilbud om ekstratræning for udtagne grupper. I det følgende kan du læse om træningen i Stenhuset.
Generelt om træning
Stenhuset har det altid været et vigtigt princip at skabe de bedst mulige rammer for såvel eliten som bredden. Der skal både være plads til dem, der gerne vil nå langt inden for bowlingsporten, men også til dem, som bare gerne vil have det sjovt med at spille bowling. Dette kan du læse mere om i vores målsætning, som du finder ved at klikke her.
Vi arbejder hele tiden målrettet på at give vores spillere de bedst mulige rammer for at dygtiggøre sig. Ud over fællestræningen er der i øjeblikket forskellige tilbud om ekstratræning (foregår i Løvvang Bowling Center). Ekstratræningen foregår ofte om tirsdagen. Træningen varetages af flere af Stenhusets voksne medlemmer, f.eks. tidl. landsholdsspiller Randi B. Christensen og de DBwF-uddannede trænere Morten Jacobsen & Svend Erik Kristensen er trænere. Fælles for alle ekstratræningsgrupper er det, at træningen er gratis.
Naturligvis har vi også trænere og instruktører tilknyttet vores træning om tirsdagen(Aars) og torsdagen (Nørresundby), således at nye medlemmer kan komme i gang med at spille bowling på den bedste måde. Fast træner her er Svend Erik Kristensen.
Mange spillere træner en hel del på egen hånd – ved siden af klubbens officielle træningstider. I Løvvang Bowling Center kan ungdomsspillere træne for ca. 50 kroner pr. time alle dage inden 18.00, dog undtaget lørdag. Abonnementer kan tegnes på alle hverdage. Hvis man vælger at tegne en abonnementsbane, er prisen kun ca. 40 kroner for en time. Der er dog visse tidsrum, hvor det ikke er muligt at tegne banekontrakter, fordi der ikke er ledige baner. Medlemmer, som kunne tænke sig en banekontrakt på et tidspunkt efter eget valg, kan henvende sig til Per Høberg. Man kan IKKE tegne abonnement til 40 kroner uden om klubben medmindre man opgiver sin egen faktureringsadresse. I reglen SKAL banekontrakter derfor tegnes af én fra ungdomsudvalget, hvilket letter arbejdet for klubbens kasserer.
Holdledervejledning ungdom
Vejledning for Stenhusets hold- og stævneledere
Kære leder.
Formålet med denne skrivelse er at afhjælpe de små problemer, som traditionelt er forbundet med at være holdleder eller leder på ture til udenbys stævner. Du vil finde oplysninger om dine pligter og rettigheder, samt vejledning i de gældende turneringsregler ud fra et valgt eksempel. Jeg er helt sikker på, at du vil få nogle sjove stunder sammen med spillerne, og på klubbens vegne vil jeg gerne takke dig for din indsats.
- De forskellige turneringsformer.
- Den mest almindelige spilleform i ungdomsrækkerne er 3-mandshold med reserve. Dette er gældende for klubbens hold i DBwFs turnering. En normal seriekamp omfatter to baner (et banesæt). Banenummer for de enkelte kampe fremgår af scoresedlerne, som udleveres hos dommeren. Kampene afvikles i runder. I hver runde spiller alle holdene mod hinanden i kampe á 1 serie. Det varierer hvor mange hold der er i serierne, men det ligger i reglen mellem 3 og 9. Hvis der er fire hold i serien spilles 3 kampe pr. runde (en kamp mod hvert af de andre hold) o.s.v. I Eliteserien & bowlingligaen ungdom deltager i reglen 8 hold, således at der i hver runde spilles 7 kampe. Ellers er reglerne de samme. I kampene spilles der amerikansk spillemåde, dvs. baneskifte med modstanderen efter hver rude. Følg pilene!
- Holdlederens pligter og rettigheder.
- Inden kampen spilles skal de originale scoretavler, som udleveres hos turneringsdommeren, påføres alle spillernes navne og medlemsnumre. Reservespillerens navn skal stå i den særlige rubrik ”reservespiller”. Er der ikke udtaget en reservespiller, skal der sættes en vandret streg gennem navnefeltet. Hvis der på scoretavlen er plads til flere navne end der er spillere på holdet, skal disse felter blot forblive tomme. Husk at kontrollere navne og medlemsnumre med spillerne. Fejl koster bøde til klubben!
- Af scoretavlen fremgår det i hvilken rækkefølge man skal spille mod de andre hold. Det fremgår også, hvilke(n) bane(r) holdet skal spille på.
- Holdlederen skal inden kampen sikre sig, at alle spillere er reglementeret påklædte. En spiller, der ikke er iført klubtrøje, må ikke stille til start uden turneringslederens tilladelse. I alle tilfælde vil det koste klubben en bøde! Spilleuniformen for ungdomsspillere består kun af klubtrøjen. De mørkeblå benklæder / nederdel er således ikke obligatorisk, men det ser selvfølgelig pænest ud, hvis spillerne er ens påklædt.
- Under kampen er holdlederen ansvarlig for udskiftninger og registrering af resultater, evt. på de udleverede kladdesedler eller på scoretavlen. Holdlederen er endvidere holdets talsmand overfor turneringsdommeren og/eller modstandere i tilfælde af uoverensstemmelser. Det er ligeledes holdlederens pligt at sikre en sportslig korrekt opførsel. Under kampen skal udskiftninger altid straks meddeles til modstanderens holdleder.
- Udvis positivitet, koncentration, selvkontrol, engagement og frem for alt godt humør. Det gør dit hold stærkere.
- Efter kampen skal holdlederen udfylde og underskrive den originale scoretavle. Det er holdlederens ansvar, at turneringsdommeren får scoretavlen hurtigt muligt efter kampen.
- Spillernes egenbetaling (5 kr. pr. serie) opkræves af holdlederen, enten før eller efter kampen, og afleveres til ungdomsudvalget senest den følgende torsdag. Beløbet kan også overføres til klubbens kontonummer.
- Ved kørsel til udenbys kampe godtgøres efter gældende takster. Torsdagen forud for afrejsen får holdlederen udbetalt kørselsgodtgørelsen. Beløbet overføres normalt til bankkonto.
- Al kritik af holdlederens eller spillernes dispositioner og opførsel hører ikke hjemme under kampen, men derimod på et holdmøde efter kampen eller i forbinde med træningen. Det er om nødvendigt holdlederens ansvar at behandle uoverensstemmelser efter kampen eller indkalde til holdmøde.
- Ved hjemmerunder i Løvvang Bowling Center skal holdlederen sikre, at hele rundens resultater bliver indtastet i bowlingportalen. Vejledning hertil fås hos klubbens ungdomsleder. Holdlederen kan enten selv indtaste resultaterne eller uddelegere til en anden.
- Inden kampen spilles skal de originale scoretavler, som udleveres hos turneringsdommeren, påføres alle spillernes navne og medlemsnumre. Reservespillerens navn skal stå i den særlige rubrik ”reservespiller”. Er der ikke udtaget en reservespiller, skal der sættes en vandret streg gennem navnefeltet. Hvis der på scoretavlen er plads til flere navne end der er spillere på holdet, skal disse felter blot forblive tomme. Husk at kontrollere navne og medlemsnumre med spillerne. Fejl koster bøde til klubben!
- Stævnelederens pligter og rettigheder.
- Når du er leder på en tur til et udenbys stævne, er det dit ansvar, at turen forløber på en forsvarlig måde. Spillerne skal opføre sig i overensstemmelse med klubbens sportsånd og støtte og hjælpe hinanden.
- Ved ankomst til et større stævne skal alle spillerne før deres start have indløst slagsedler og evt. betale for pakketilbud (med mindre betaling er sket på forhånd ved elektronisk overførsel). Det er ofte en god ide at lederen indsamler penge og medlemskort og ordner det hele på en gang. Under spillet kan du i det omfang det er nødvendigt hjælpe med at udfylde slagsedler.
- Sørg for at alle spillere efter starten får udfyldt og underskrevet deres slagseddel inden den afleveres til turneringslederen.
- Sørg for hele tiden at vide hvor spillerne befinder sig. Hvis nogle spillere beder om lov til at forlade hallen, sørg da for at vide hvor de skal hen og giv besked på, hvornår de skal være tilbage.
- På overnatningsstedet skal stævneledelsens anvisninger følges og respekteres. Hvis der overnattes i gymnastiksal skal der være forsvarlig ro i lejren, når lyset slukkes.
- Indtagelse af alkohol hører sig ikke til i forbindelse med ungdomsstævner, hverken for spillere eller holdledere. Heller ikke under fællestransport i bus eller tog, og heller ikke selv om ledere fra andre klubber måtte have en anden opfattelse.
- Hvis spillerne kommer med spørgsmål vedrørende stævnet, sørg da for at søge svar hos stævneledelsen, hvis du ikke umiddelbart selv kan svare.
- Gældende love og regler.
Generelt skal du se turneringsdommeren som vejleder og respektere hans/hendes afgørelser. Selv dommere kan imidlertid begå fejl, og i dette tilfælde kan du benytte din ret til at protestere, enten over dommeren eller modstanderen. Her er et eksempler på et problem, som kan opstå:
Udskiftningsreglerne siger, at man må skifte ud efter hver afsluttet serie. Man må også skifte midt i en serie, men dermed låser man holdet for yderligere udskiftninger i samme kamp. Det er sådan, at én spillerunde betragtes som én kamp, så skifter man ud midt i en serie må man ikke skifte ud mere i den pågældende runde. Man må ALDRIG skifte ud to gange i samme serie, og hvis en kamp består af mere end en serie må man efter at have skiftet ud midt i en serie slet ikke skifte mere i kampen. Observerer du brud på udskiftningsreglerne hos modstanderen skal du gøre holdlederen opmærksom på fejlen. Hjælper dette ikke skal du henvende dig til dommeren. I yderste konsekvens kan du vælge at indgive en protest.
Holdledere anbefales i øvrigt at gennemlæse de generelle spilleregner, som kan lånes hos ungdomslederen.
Rev. 02-2019
Den omvendte jantelov
Måske har du af og til hørt tale om Janteloven. Det var en slags lov med 10 bud, som blev beskrevet for mange år siden, nemlig i 1933, af forfatteren Aksel Sandemose i bogen ”En flygtning krydser sit spor”. Sandemose kaldte i bogen sig selv for Jante, og skrev så om sine oplevelser i byen Nykøbing på Mors, hvor han boede. Jantelovens ti bud er i virkeligheden ens, de handler nemlig alle om, at man ikke skal bilde sig ind man er noget særligt. Aksel Sandemose havde en anden mening, for uden selvtillid kan man nemlig ikke tænke på ret mange andre end sig selv. Derfor har vi faktisk vores egen ”omvendte Jantelov” i Stenhuset. Læs loven, og husk den, når du færdes i klubben i det daglige.
Du skal tro, at du er noget.
Du skal tro, at du er lige så god som alle andre, og at alle andre er lige så gode som dig.
Du skal vide, at du er lige så dygtig som andre. Hvis du ved, at du gør dit bedste, så kan du bedre værdsætte og respektere dem der er bedre.
Nu og da ved du mere end andre. Andre har brug for at høre din mening.
Du er ikke bedre end andre, men du er enestående lige som andre.
Du duer til meget.
Smil af dig selv og din verden, det gør dig fri.
Du skal tro, at mange kan li’ dig.
Du skal tro, at du kan lære andre en hel del, men at du også kan lære af dem.
HVORFOR?
Fordi du er en, som behøves!
De ti forældre bud
Ganske vist har vi i ungdomsudvalget aldrig haft mulighed for en studietur til Sinai bjerget, men selvom de nedenstående ti bud ikke er resultatet af en åbenbaring, så mener vi alligevel, at de udtrykker nogle almen gyldige råd, som vi ønsker skal gælde i Bowlingklubben Stenhuset. Vi kan jo kalde det vort eget lille bowlingevangelium.
- Mød op til træning og kamp – barnet ønsker det!
- Giv opmuntringer til alle klubbens spillere under kampe og stævner, ikke kun din/jeres egen søn eller datter.
- Giv opmuntringer i både med- og modgang. Kritik skal aldrig være uberettiget, snarere positiv og vejledende.
- Respekter ungdomslederens beslutninger med hensyn til valg af spillere. Forsøg aldrig at påvirke ham/hende.
- Se på turneringsdommere og stævnearrangører som vejledere. Kritiser aldrig deres afgørelser under spillet, slet ikke i spillernes påhør.
- Giv dit barn opfordringer til at deltage i kampe og stævner – pres ikke!
- Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke kun om resultatet.
- Sørg for fornuftigt udstyr uden at overdrive. Spørg evt. klubbens trænere til råds.
- Vis respekt for arbejdet i klubben. Mød af og til op til de månedlige medlemsmøder og tag initiativ ved de årlige forældremøder, hvor man kan afklare ambitioner og holdninger. Det eneste du behøver for at tage del i klubbens liv er lyst og engagement.
- Tænk på, at det er dit barn, der spiller bowling – ikke dig selv.
Puslingepokal ungdom
Stenhusets puslingepokal er en vandrepokal, der hvert år i forbindelse med klubmesterskabet uddeles til en pusling, der med sit gode spil, samt sit gode humør og gode opførsel har udmærket sig positivt i sæsonen. Spilleren skal være en god holdspiller, men skal også i visse henseender være individualist. Pokalen er blevet uddelt siden 1991, og nedenfor kan du se, hvem der har haft den gennem tiden.
Fiduspokal ungdom
Proportionerne for uddeling af pokalen har ændret sig nogle gange i årets løb. I 2002 indførtes et ny system, da JBUs turneringsform ændrede sig. Der uddeles 4, 3, 2 og 1 point efter hver kamp, og til slut divideres med antallet af kampe. Vinderen af fiduspokalen er således den spiller, der ved sæsonafslutningen har det højeste pointtal.
Ærespokal ungdom
Stenhusets ærespokal er klubbens ældste og mest traditionsrige pokal. Den tildeles hvert år i forbindelse med klubmesterskabet en ungdomsspiller, som ikke alene ved sit gode spil, men også ved sit gode kammeratskab, sportslige mentalitet og positive væsen har været et forbillede for andre spillere og et godt og vellidt ansigt for klubben udadtil. Ærespokalen blev første gang uddelt i 1972, og et kig ned over listen vil afsløre, at mange store bowlingnavne igennem tiderne har ligget inde med pokalen. Nedenfor kan du se hvilke:
Klubmestre ungdom
Stenhusets klubmesterskab for henholdsvis piger, drenge og puslinge afvikles hvert år i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Fra 1972 til og med 1977 blev mesterskabet afviklet i én ungdomsrække for både drenge og piger, hvorfor der på drengenes nuværende mesterskabskegle står "Klubmester junior". I 1978 blev en ny kegle indkøbt til pigerne, og i 1994 blev en puslingekegle indkøbt. Mesterskabet afvikles over fire serier EU med baneskift efter hver serie. Til vinderen i hver række uddeles klubbens mesterskabskegle, der er en vandrepokal til ejendom i ét år. Nedenfor kan du se, hvem der har vundet klubmesterskabet gennem tiderne.
Ungdomsstævner
I løbet af en sæson finder der ganske mange ungdomsstævner rundt om i landet, som er åbne for alle danske puslinge-, junior- og ynglingespillere. Alderskategorierne er som følger:
- Puslinge (indtil 12 år)
- junior (13-15 år)
- ynglinge (16-18 år)
Stenhuset arrangerer altid ture til de fem store ungdomsstævner i en sæson. Fælles for stævnerne er, at de er inddelt i flere rækker, som ofte involverer en form for handicaptillæg. Det betyder i praksis, at alle har en chance for at vinde præmier, uanset om man har spillet bowling i 3 måneder eller 3 år. Handicaptillæget gør nemlig, at man alt efter sit gennemsnit får nogle point på forhånd, så man ikke kæmper på lige fod med spillere, der er meget bedre end en selv. Kunsten er så at spille bedre end sit eget gennemsnit.
I sæsonen 2019/20 er der fem ungdomsstævner i Danmark, som for junior- og ynglingespillere også tæller til Danmarks Bowling Forbunds ranglisteturnering (Ungdoms-Ranking).
Golden Pass
Velkommen til Bowlingklubben Stenhuset
Du har været i Løvvang Bowling Center og bowlet sammen med dine klassekammerater.
Du har været god til det, og det var rart at have dig på besøg. GODT GÅET!
Derfor har du fortjent et GOLDEN PASS, som er en invitation til at besøge i Bowlingklubben Stenhusets ungdomsafdeling.
Med dette GOLDEN PASS får du 1 måneds gratis træning i bowlingklubben Stenhuset som holder til i Løvvang Bowling Center, og du kan låne sko, kugler og bane, helt gratis.
Hos os får du dejligt samvær med andre unge, der elsker at bowle, og så bliver du trænet af dygtige trænere.
OBS! Dit prøvemedlemsskab ophører automatisk efter en måned, og forlænges kun, hvis du aktivt melder dig ind i klubben.
Det er altså helt uforpligtende, og du binder dig ikke til noget (ud over en masse sjov på banerne selvfølgelig :-)
Det eneste, du skal gøre, er at vise din billet når du kommer til træning første gang, så er du helt klar til at være med.
Så tag træningstøjet på og kom med os til bowlingtræning.
Træningstid: torsdag kl. 16.30 til 17.30.
Sted: Løvvang Bowling Center, Løvbakken 8, 9400 Nørresundby
Vi tager godt imod dig når du kommer!
Tag gerne dine søskende og forældre med, så giver vi en kop kaffe.
Vi glæder os til at se dig!
KUPON
Du har fået udleveret en kupon til enten gratis slushice eller gratis sodavand, som du kan bruge når du starter til bowling i bowlingklubben Stenhuset.
Se på kuponen hvordan og hvornår den gælder.
Sponsoreret af Løvvang Bowling Center
Hvad koster det at gå til bowling når det gratis medlemskab ophører?
Pris: 125 kr. pr. måned inkl. baneleje, lån af sko og kugler samt trænerbistand.
Rækker økonomien ikke til det – læs her:
Hvis du gerne vil gå til bowling, men økonomien ikke rækker til det - Så kan vi som forening søge om støtte fra inklusionspuljen gennem DGI eller fra AN-TV’s kontingentpulje, hvor der gives 100 % støtte til betaling af kontingent (max 2.000 kr. årligt gives). Ansøgningerne behandles løbende og bevilges for 1 år ad gangen. Tal med et medlem af Stenhusets ungdomsudvalg, hvis dette kunne være relevant for dig.
Vi glæder os til at se dig!
Med venlig hilsen
Bowlingklubben Stenhuset