Alle marginaler var med Stenhuset - SUPER sæsonaafslutning

Tunge skyer har i dette forår hængt over flere af Stenhusets herrehold. Ligaherrerne har ligget lige omkring nedrykningsstregen stort set hele sæsonen. Herrernes 1. divisionshold har hele sæsonen ligget under nedrykningsstregen, og damerne har mistet en del af deres forspring i grundspillet til Trekanten.

I weekenden d. 13.-14. maj gik ALT op i en højere enhed!

Det hele startede lørdag formiddag i Løvvang Bowling Center. Her skulle Stenhuset 2 (herrer) spille et svært lokalbrag mod LBC 2. Kravet var en sejr, og der skulle 8 point mere på kontoen end Smut, der også havde en svær kamp i Kolding.

Stenhuset spillede en fornuftig kamp og dominerede i kampens første 2/3. Vi fik skabt os en føring på 23-9, inden LBC vandt de to sidste serier med 6-2, således at kampen sluttede 27-21. Derefter skulle vi spændt vente på resultatet fra Kolding, hvor Trekanten 2 spillede mod Smut. Resultatet af denne kamp blev 34-14 til hjemmeholdet, og dermed slutter Stenhuset 6 point over nedrykningsstregen. En sæson mere i 1. division var sikret - med mindre altså ligaholdet rykkede ned! Det ville nemlig betyde en dominoeffekt, og ville skubbe Stenhuset 2 ned i 2. division.

Lørdag eftermiddag slog damerne BK Lucky med 32-16 og samme dag vandt Trekanten 38-10 over Brasilia. Stenhuset havde før weekenden et forspring på 10 point, og dette fik Trekanten som det fremgår ikke indhentet. Stenhuset vinder dermed ligaens grundspil, og har førstevalg af modstander i semifinalen, når DM slutspillet finder sted i forbindelse med DM ugen i Aalborg d. 23-25. juni.

Lørdag eftermiddag fik vores bedste herrehold en ordentlig kæberasler, da Trekanten smadrede os med 6-42 på vores egen hjemmebane. Stenhuset spillede en fornuftig kamp, men vi må erkendte, at de mangedobbelte danske mestre fra Kolding er absurd gode i øjeblikket.

Før søndagens kampe lå Stenhuset, SAS og BK Center indenfor 2 point i den samlede stilling. I dag skulle det derfor afgøres, hvem der skulle følge Enghaven ned i 1. division.

I denne duel viste Stenhuset stor styrke. Vi spillede en flot kamp og sendte Brasilia (der slutter på ligaens fjerdeplads med adgang til slutspillet) hjem til Odense med et klart nederlag på 30-18. SAS tabte 23-25 i Vejle. BK Center tabte 36-12 i Brørup, og trak dermed det korteste strå i nedrykningskampen.

I 4-mands open række B sluttede Stenhuset sæsonen af med at besejre BK Skive med 10-0 på hjemmebane i Løvvang. Holdet slutter dermed på 4. pladsen.

Herrernes 3. hold skulle søndag bruge 6 point i sæsonens sidste kamp på hjemmebane mod SFFB Sæby for at sikre oprykningen til 2. division efter en suveræn sæson i 3. division. Herrerne fører i skrivende stund 32-0 (!) og dermed er oprykningen en realitet. SÅ FLOT!!

Lørdag vandt Stenhusets ungdomshold hhv. guld og sølv i pulje A. Læs mere om dette under ungdomsnyheder.

Held og dygtighed var med Stenhuset denne sæson, som slutter som en stor succes. Vores damer kvalificerer sig til slutspillet som nummer 1. Vores to bedste herrehold overlever i Danmarks bedste rækker, og 3. holdet spiller i næste sæson i 2. division. 
Og lad os så ikke glemme, at Stenhuset også suverænt vinder Aalborg Kredsens lokalturnering efter sejre i 14 ud af 15 kampe!

Template Design Ext-joom.com