I Bowlingklubben Stenhuset er der fælles træning for hele ungdomsafdelingen hver torsdag i tidsrummet 16.30 - 17.30 i Løvvang Bowling Center i Nørresundby. Derudover findes der forskellige tilbud om ekstratræning for udtagne grupper. I det følgende kan du læse om træningen i Stenhuset.
Generelt om træning
Stenhuset har det altid været et vigtigt princip at skabe de bedst mulige rammer for såvel eliten som bredden. Der skal både være plads til dem, der gerne vil nå langt inden for bowlingsporten, men også til dem, som bare gerne vil have det sjovt med at spille bowling. Dette kan du læse mere om i vores målsætning, som du finder ved at klikke her.
Vi arbejder hele tiden målrettet på at give vores spillere de bedst mulige rammer for at dygtiggøre sig. Ud over fællestræningen er der i øjeblikket forskellige tilbud om ekstratræning (foregår i Løvvang Bowling Center). Ekstratræningen foregår ofte om tirsdagen. Træningen varetages af flere af Stenhusets voksne medlemmer, hvor af flere er uddannede trænere i DBwF/DIF og flere er selv tidligere eller nuværende elitespillere. Fælles for alle ekstratræningsgrupper er det, at træningen er gratis.
Mange spillere træner en hel del på egen hånd – ved siden af klubbens officielle træningstider. Som ungdomsmedlem i Stenhuset får man automatisk et medlemskort, som giver GRATIS adgang til træning i Løvvang Bowling Center op til 2 timer om dagen - alle ugens syv dage. Det er også muligt - billigt - at tage en ven eller en forælder med ned at bowle.
De sæsonaktuelle vilkår fremgår af medlemskortet.