Stenhuset indleder spændende forhandlinger med AaB A/S

Nye døre åbner sig, og Stenhusets elitehold kan i fremtiden komme til at spille under navnet "AaB Bowling".

Stenhusets bestyrelse har i dag indledt spændende og perspektivrige forhandlinger med AaB A/S med henblik på fremtidigt samarbejde. I de senere år har AaB, der oprindeligt "blot" var en fodboldklub, udvidet forretningen med succesfulde aktiviteter indenfor håndbold og ishockey, og den mindre succesfulde satsning på basketball har heldigvis ikke lukket selskabets øjne for, at også mindre sportsgrene er værd at satse på.
 
"Det er klart, at et eventuelt samarbejde med Bowlingklubben Stenhuset ikke har nær samme økonomiske dimensioner, som f.eks. vores satsninger på basketball, men vi ved, at Aalborg er blandt Danmarks førende sportsbyer indenfor bowlingsporten, og vi har både profileringsmæssig og sportslig interesse i at udvide vort engagement til "mindre" sportsgrene - og her håber vi, at bowlingsporten kan komme til at udgøre eksempel for andre" hedder det i en udtalelse fra bestyrelsesformanden i en brev til klubben.
 
Stenhusets bestyrelse har selv formidlet kontakten til AaB og er meget positive forud for de kommende forhandlinger. Ud over en økonomisk indsprøjtning har følgende tiltag været på tale:
 
1) Et antal af klubbens yngre spillere tilbydes et års (gratis) uddannelsesophold på University of Minneapolis i staten Minnesota i USA. Her findes ét af verdens bedste bowling-colleges, hvor bowling kommer på skoleskemaet, og hvor nogle af verdens bedste trænere findes.
 
2) Stenhusets elitehold kommer til at optræde i divisionerne under navnet "AaB Bowling". Der vurderes for nuværende ikke som realistisk at forvandle Stenhuset til et aktieselskab.
 
3) Stenhusets medlemmer får en række fordele; f.eks. professionelle træningstilbud, nyt flot træningstøj o.s.v. Endvidere vil et evt. samarbejde naturligvis binde bowlingsporten tættere sammen med de andre store sportsgrene i byen, og man kan håbe på, at den menige aalborgenser får øjnene op for bowlingsporten. Entré til Stenhusets hjemmekampe kan komme på tale.
 
Forhandlingerne videreføres senere i dag i et møde, som finder sted på det nye AaB Sports College på Hadsundvej i Aalborg. Derefter forventer vi at kunne melde yderligere perspektiver for aftalen ud.

Template Design Ext-joom.com