Rikke Johansen blev DANSK MESTER i double

Stenhusets talentfulde pigespiller vandt guld i double og inddividuelt sølv efter en dramatisk finale.

Ringsted Bowling Center dannede rammen om UDM puslinge i weekenden d. 5.-6. april 2008. Stenhuset deltog med en håndfuld spillere, som alle havde hyggelig weekend i Ringsted; selvom vi ikke slap for fingerskader!
 
Allerede efter de indledende runder (4 serier) stod det klart, at Rikke N. Johansen havde vundet guld i piger double sammen med sin makker, Signe Jørgensen fra Nakskov. Rikke scorede 621, og Signe scorede 541. De to piger havde en margin på 23 kegler ned til nummer 2, som var et par fra København.
 
Efter de indledende runder lå Rikke nummer 2, kun overgået af Lærke Petersen fra BCM. Dermed var adgangen til semifinalen sikret, og her spillede Rikke rigtig flot. Med serieforløbet 195 - 141 - 173 - 184 spillede hun sig op på førstepladsen inden trinfinalerne, og var dermed sikret mindst en sølvmedalje.
 
Trinfinalen startede med kampen mellem nummer 5 og 6, og først på sidste trin trådte Rikke ind. Her var modstanderen Pernille Fischer Nielsen. Det blev en utroligt spændende finale. Rikke tabte den første serie 165-167, men eftersom finalen afgøres i kraft af samlet keglefald på 2 serier, var der fortsat masser at spille for. Den anden serie blev uhyre tæt, og det endte med, at Rikke med en strike i sidste slag i 10. rude kunne vinde serien med 3 kegler og dermed en guldmedalje. Desværre blev det kun til en 7'er, og dermed endte serien 165-165, og Rikke tabte med samlet 2 kegler. SURT! Men trods alt stort tillykke med guldmedaljen i double og en flot individuel sølvmedalje.
 
I pigerækken deltog også Emma Jensen, som med 468 blev nummer 13, og Mika Guldbæk, som med 385 blev nummer 21.
 
Hos drengene deltog Jeremy A. Christensen og Daniel G. Nielsen. Jeremy startede flot ud, men fik så desværre en skade på sin finger, som gjorde, at han ikke kunne fortsætte på fuld styrke. Daniel kom efter en skæv start meget bedre med og spillede et par gode serier.
 
Den samlede resultatliste fra UDM puslinge kan ses på www.bowlingonline.dk.

Template Design Ext-joom.com