Ligadamerne både sejrede og tabte i hovedstaden

Stenhusets ligadamer var i weekenden d. 8.-9. december en tur i hovedstaden. Lørdag gjaldt det udekampen mod Politiet IF i Glostrup, mens søndagens modstander var topholdet SAS i Tårnby. 

Lørdagens kamp mod Politiet blev en ganske udmærket bowlingkamp, som begge hold bestemt kan være bekendt. Stenhuset startede som lyn og torden og vandt første serie 0-8 (1104-1285). Stine lagde fra land med 268, mens også Carina (244) og Mika (226) var fremragende. Man kunne tro, at denne serie indvarslede en fantomweekend, men desværre var ingen af de efterfølgende 11 serier i nærheden af dette resultat. 

I anden serie løftede hjemmeholdet niveauet, og selvom Stenhuset spillede fin bowling, måtte vi indkassere et nederlag på 6-2 (1183-1115). Lone (203) og Mie (222) var Stenhusets bedste i denne serie. 

I tredje serie vandt Stenhuset 2-6 (1128-1163) og trak atter i føretrøjen. Politiet havde tre stabile doubler omkring 380, men Stenhuset vandt heldigvis de to. Stine og Mika (begge 212) var bedst i denne serie. 

Fjerde serie blev dagens svageste. Politiet "fik lov" at vinde 6-2 (1098-1067) i en serie, hvor Stenhuset ikke var skarpe nok. Øv! Charlotte med 203 eneste spiller over par. 

I femte serie spillede PIF deres bedste serie denne lørdag og vandt fortjent 6-2 (1200-1158). Stenhusets serier, bl.a. Stine (224), Randi (200) og Mie (206) vidler om højt niveau, men desværre var hjemmeholdet skarpest i denne serie. 

Sjette serie gav en sejr på 2-6 til Stenhuset (1019-1108), og dermed kunne vi lige akkurat trække os sejrrigt ud af en fin bowlingkamp med 22-26 (6732-6896). Mika var hovedforklaringen på sejren i sidste serie, da hun fyrede en serie på 280 af. Super flot.

Stenhusets topscorere var Stine (1250) og Mika (1235). 

Lørdagens kamp mod Stenhuset var Politiets klart bedste kamp i denne sæson. I søndagens kamp lavede de "kun" 6413 mod Brasilia, hvilket ca. svarer til niveauet i de øvrige hjemmekampe. Trods glæden over sejren kan vi derfor ærgre os over, at vi skulle være modstanderen i deres bedste kamp. 

Mens der var masser af gode bowlingtakter i lørdagens kamp i Glostrup, så var der stort set intet glædeligt over søndagens kamp. Topholdet SAS havde valgt en olieprofil, som Stenhuset simpelthen ikke fandt nøglerne til at løse. Med 6105 spillede vi sæsonens suverænt dårligste kamp og tabte klart med 36-12. Modstanderens 6551 ser på papiret ikke skræmmende ud, men baneforholdene taget i betragtning var det et godt resultat. 

Stenhuset spillede sin bedste serie i 4. serie, hvor det lykkedes at få 4-4 (1124-1096). Alle øvrige serier blev tabt, og i både 1., 2. og 6. serie måtte vi acceptere et slutresultat under 100 kegler. 

Bedste Stenhuset spiller var Lone med 1114. Hjemmeholdets Britt Brøndsted gjorde med 1274 en afgørende forskel. 

Søndagens nederlag sender for første gang i flere år Stenhuset udenfor top 4, som giver adgang til slutspillet. Vi ligger ganske vist nummer 3 i stillingen, men både RBK 90 og Trekanten, som er 18 point  bag os, har spillet to point færre. Stenhuset er 10 point efter Enghaven, som dog på nuværende tidspunkt har spillet begge sine indbyrdes kampe mod bundholdet HIK. Stenhuset har endnu ikke mødt HIK. 

 

Template Design Ext-joom.com