Landstræner Cornelio Garcia har udtaget damelandsholdet, der skal repræsenterer Danmark ved EM i Berlin fra den 4.-15. juni 2014.

Holdet er:
Mai Ginge Jensen
Kamilla Kjeldsen
Britt Brøndsted
Sascha Wedel
Rikke Holm Agerbo
Randi B. Christensen

Hjemmereserve: Randi Krüger Pedersen

Bowlingklubben Stenhuset ønsker Randi, og naturligvis også de øvrige piger, hjerteligt tillykke med udtagelsen og alt mulig held og lykke med det forestående EM.
Allerede i påskeugen skal Mika Guldbæk og Rikke N. Johansen spille EM ungdom for det danske pigelandshold. Jeremy A. Christensen er hjemmereserve på drengelandsholdet. Også her krydser vi fingre og ønsker held og lykke.


Stenhuset havde torsdag d. 20/3 inviteret til jubilæumsevent i Løvvang i anledningen af klubbens 50 års jubilæum.

Arrangementet bestod af bowling og gensynsglæde i Løvvang Bowling Center kl. 19-20 efterfulgt af spisning, hyggeligt samvær og et par jubilæumstaler i Løvvangskolens kantine fra kl. 20.00.

Der var 117 deltagere i arrangementet, heriblandt seniormedlemmer, ungdomsmedlemmer, forældre i ungdomsafdelingen, sponsorer, tidligere medlemmer & gode venner af klubben.

TUSIND TAK til alle deltagerne, fordi I kom og skabte en hyggelig aften. Tak for gaverne og de mange pæne ord.

Lørdag d. 22/3 samles alle Stenhusets seniormedlemmer til stor jubilæumsfest på Hotel Hvide Hus i Aalborg. Der er 83 personer tilmeldt denne fest.

Fotos fra jubilæumseventen følger snarest.

BEMÆRK! Hvis du ikke fik erhvervet dig Stenhusets jubilæumsskrift, der i ord og billeder fortæller om klubbens historie gennem 50 år, så kan du købe det for 25 kroner (+evt. porto) ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem.
Alle Stenhusets medlemmer vil naturligvis få udleveret et gratis eksemplar af jubilæumsskriftet.

For andet år i træk havde vi mandag d. 10. marts sat en kamp i scene, hvor klubbens bedste herre-, dame- og ungdomshold skulle spille mod hinanden. I 2013 vandt ungdommen over både divisionsherrerne og ligadamerne, og i dag gentog ungdomsholdet denne bedrift. Dog var kampen i år meget tæt.

Dagens hold:
Damer: Anne, Carina, Karina, Janni, Rikke og Randi
Herrer: Torben, Jeremy, Marc, Per D, Rune og Erik
Ungdom: Marcus, Daniel, Mika, Emma, Charlotte og Stefan

Kampen bestod af tre dele:

Del 1: 6-mandshold. Her var ungdommen bedst, og fik 5 point. Der var 3 point til damerne og 1 point til herrerne, der fik en sløj start.

Del 2: 2 seriers trio. Her opnåede herrerne 6 point, ungdommen 6 point og damerne 0 point.

Del 3: "mand mod mand" på 6 baner. Her satte damerne en slutspurt ind og fik 20 point. Herrerne fik 18 og ungdommen 16.

Dermed blev ungdomsholdet samlet vinder med 27 point. Herrerne opnåede 25 og damerne 23 point.

Tak til alle spillere for en god kamp.

Venskabskamp mellem damer, herrer og ungdom 2014

Til alle Stenhusets medlemmer.

Hermed nogle vigtige datoer, som vi vil bede jer skrive i kalenderen:

23.-25. januar 2014: Vi skal bemande salgsbod ved Skills Messe i Gigantium. Vagtplanen er NÆSTEN gået op.
Vi mangler 1 person til at hjælpe torsdag d. 23/1 kl. 14-18, samt 2 personer til at hjælpe lørdag d. 25/1 kl. 9-16. Skriv til Per Høberg, hvis du kan hjælpe.

18. marts: Stenhusets generalforsamling. Kl. 19.00.

22. marts: Stenhusets store jubilæumsfest (seniorafdelingen)

28. marts: Vi skal hjælpe ved koncert i Gigantium. Vi forventer at skulle bruge 20 hjælpere til garderobevagter

14.-15. maj: Karneval 2014, vi skal sætte hegn op i og omkring Kildeparken. Der er aktiviteter både eftermiddag og aften.

ugen op til karneval: Yderligere hegnsopgaver

24. maj: Karneval i Aalborg kl. 8-24. Sæt X i kalenderen til en eftermiddags-, aften- eller heldagsvagt.

25. maj: Nedtagning af hegn efter karneval

Stenhuset ønsker alle medlemmer og deres familie, samt alle klubbens mange venner og samarbejdspartnere, en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.

Tak for mange gode bowlingstunder i 2013. På gensyn i jubilæumsåret 2014.

Onsdag d. 28. august 2013 blev Stenhusets årlige klubmesterskab afviklet i Løvvang Bowling Center. 44 Stenhuset-spillere var til start, da der skulle spilles om klubmesterskabet i rækkerne for damer, herrer, drenge, piger og puslinge. Der blev opnået fine resultater, og traditionen tro var der også et par overraskelser at glæde sig over.

I herrerækken bar flere præstationer præg af, at vi endnu er tidligt på sæsonen. Den bedste i de fem indledende serier var Erik K. M. Jensen, der scorede 1043. Svend Erik Larsen var med 943 næstbedst, mens Peter Mølgaard (925) og Svend Erik Kristensen (911) snuppede de sidste to finalepladser. Fra finalens første serie var det Erik og Svend Erik Larsen, der spillede sig videre til den endelige finale, som Erik vandt med 192-146.

I damerækken var der både ungdom og rutine i finalen. Randi B. Christensen var klart bedst i indledende med 1007, mens Janni med 974 placerede sig på andenpladsen. På tredjepladsen sluttede Ketty Jeppesen med 901, og den sidste finaleplads snuppede Rikke N. Johansen med 883. I semifinalen løb både Randi og Janni ind i problemer, så det blev Rikke og Ketty, der gik videre til finalen. Her startede Ketty ud som lyn og torden, og vandt serien så klart som 202-137. Tillykke til Ketty, der vandt sit første klubmesterskab.

I drengerækken var finaledeltagerne: Daniel G. Nielsen (853), Marcus E. Kristoffersen (826), Tobias Madsen (715) og Stefan Schou Larsen (698). I semifinalen var Daniel og Marcus bedst, og derfor skulle de to op mod hinanden i finalen. Her vandt Daniel med 168-149, og dermed kan Daniel kalde sig klubmester.

I pigerækken var finaledeltagerne: Mika Guldbæk (840), Emma K. M.  Jensen (764), Line D. Olesen (751) og Camilla Tranum (743). I semifinalen spillede Emma og Mika sig sikkert videre, og i finalen spillede Mika rigtig flot og vandt med 221-127.

I puslingerækken blev Victor K. Madsen klubmester. Han spillede rigtig flot og scorede 537 på fem serier.

Ved den efterfølgende spisning blev der overrakt klubmesterpokaler, samt præmier i handicaprækkerne. Endvidere blev der uddelt erindringspokaler og vandrepokaler:

Stenhusets puslingepokal gik i år til Maria Jul Jensen. Maria fik pokalen for bl.a. flot sportslig fremgang, stabilt fremmøde til træning, godt humør og smittende smil, deltagelse i mange rankingstævner, medaljer ved mesterskaber o.s.v. Stenhuset ønsker Maria tillykke med den fortjente hæder.

Stenhusets fiduspokal går hvert år til den ungdomsspiller, der i kampe har samlet flest point sammen. Man får 4 point for at blive topscorer, 3 point for at blive nummer 2 o.s.v. i hver enkelt kamp. Årets modtager blev Marc B. Ofverlind, der spillede stort set samtlige kampe på Stenhusets førstehold i sidste sæson.

Endelig gik klubbens fineste ungdomspokal, ærespokalen, til Mika Guldbæk. Mika fik pokalen for sin lange stime af flotte sportslige resultater, både ved mesterskaber og stævner, men også for sit engagement i sporten og på sit hold, sin jernfaste vilje og sportslige mentalitet. Stenhuset ønsker Mika hjerteligt tillykke med den fortjente hæder.

Tak til alle deltagerne i årets klubmesterskab og tillykke til pokal- og præmievinderne.

Første træningstorsdag i den nye sæson er d. 15. august 2013.

Stenhuset deltager i sæsonen 2013/14 med følgende hold:

- 3 herrehold (1. division vest, jyllandsserien nord, serie 1)
- 2 damehold (dameligaen, 2. division nord)
- 4 ungdomshold (ungdomsligaen, eliteserien nordvest, region 1 serie 1)

Her følger en oversigt over de første kampe i sæsonen:

- 1. hold damer starter med dobbeltkamp d. 7.-8. september mod BK Viborg og ST på hjemmebane.
- 2. hold damer starter med en hjemmekamp d. 8. september mod Brønderslev BK

- 1. hold herrer starter med dobbeltkamp på udebane d. 7.-8. september mod BK Pletten (Fredericia) og 4-kanten (Kolding)
- 2. hold herrer starter med dobbeltkamp d. 7.-8. september mod BK Himmerland (ude) og LBC i Løvvang.
- 3. hold herrer starter med en udekamp d. 8. september mod BC Royal i Frederikshavn

- 1. hold ungdom starter med runder i Løvvang (7. september) og Horsens (8. september)
- 2. hold ungdom spiller første runde i Løvvang d. 7. september
- 3. og 4. hold ungdom spiller første runde d. 28. september i Skagen.

Se alle kampplaner i www.bowlingportalen.dk

I weekenden d. 21.-23. juni løber årets hyttetur af stablen. Her følger nogle praktiske informationer til alle tilmeldte (53 personer).

Adresse: Rubjerglejren, Delfinvej 25, Nr. Lyngby, 9480 Løkken.

Her følger en oversigt over transport fra Løvvang Bowling Center, fredag d. 21/6 kl. 18.30.
NB! Ikke alle har angivet transportønsker ved tilmelding, så kontakt Per Høberg, hvis der er fejl i listen nedenfor.

Bil 1: Nanna, Jan, Line D. Olsen
Bil 2: Johan, Stefan, Jeremy, Tristan
Bil 3: Susanne, Lisbeth, Preben
Bil 4: Bastian, Marc O, Dennis MP
Bil 5: Lars, Randi, Tobias, Markus
Bil 6: Henriette, Rikke

Følgende kommer selv (mødes ikke ved Løvvang):
Bil A: Svend Erik, Karina, Grete, Kira
Bil B: Lars M, Lene, Erik, Emma
Bil C: Jonna, Bruno, Charlotte
Bil D: Per, Veronica
Bil E: Morten, Karina, Annette, Camilla, Charlotte (kommer senere)
Bil F: Maria, Kasper, Anne
Daniel, Mika (kommer selv)

Følgende kommer lørdag:
Bil 8: Chresten, Ruth, Patrick, Frederik
Bil 9: Poul Erik, Birger
Bil 10: Aase, Victor
Bil 11: Peter M, Martin
Bil 12: Kirsten
Bil 13: Leo

Danmarks Bowling Forbund afholder det årlige ordinære repræsentantskabsmøde lørdag d. 25. maj. Det er samme dag som der afholdes karneval i Aalborg.

Der er til mødet udsendt en såkaldt repræsentantskabsmappe, hvor der bl.a. er beretninger, regnskab og lovændringsforslag.

Du kan se repræsentantskabsmappen her (pdf format 118 sider - 1,5 MB).

Der er i aften afholdt repræsentantskabsmøde i Aalborg Bowlinghals Fond af 16. marts 1970, der er den virksomhed som varetager driften af Løvvang Bowling Center.

Svend Erik Larsen blev foreslået som dirigent.

Formand Lars C. Jensen orienterede om:

Samarbejdsaftale med Danmarks Bowling Forbund

Fonden var klar til at indgå 3-årig aftale med Forbundet, men efter formandsskiftet i maj måned, ønskede Forbundet kun at indgå en et-årig aftale. Løvvang Bowling Center havde dog fået tildelt 4 store seniormesterskaber og derfor accepterede Fonden en et-årig aftale. Aftalen omfatter træningsbaner til landsholdsspillere og aftale om teknisk certificering. Fonden forhandler i øjeblikket om en to-årig aftale med Forbundet der bl.a. også omfatter aftale om talentcenter, en aftale som er tæt på at blive indgået.

BAI 2012

Der var op til BAI bekymrende få tilmeldinger, men en del tilmeldinger op til stævnet, kombineret med mange tilmeldinger til re-entries under stævnet, og mange tilmeldinger til desperado medførte at underskuddet blev begrænset til 35.000 kr. Dette betragtes som godkendt. Sidegevinsten er at der gratis bliver serviceret oliemaskiner og ligesom banerne gratis er blevet nivelleret. Der fortsættes med BAI, de kommende år. Fonden havde håbet på en 3-årig aftale med Bowltech, men aftalen blev desværre et-årig. Der arbejdes på at forlænge aftalen.

EYC 2012

EYC blev en god oplevelse med positiv stemning. Der er dejligt med de mange frivillige som støtter op, og som bidrager til et mesterskaber der blev professionelt udført. Resultatet blev et overskud på 400.000 kr. De 100.000 kr. er overskud fra selve mesterskabet, 200.000 kr. er indtægt fra baneleje og 100.000 kr. er fra salg i restauranten.

Aalborg Kommune er ydet et tilskud til mesterskabet på 400.000 kr. Yderligere har Sport Event Danmark givet et tilskud på 100.000 kr. Sidstnævnte forsøgte at løbe fra aftalen, men efter pres fra Aalborg Kommune betalte Sport Event Danmark de aftalte 100.000 kr.

EM for Herrer 2015

Aalborg Kommune yder et tilskud på 500.000 kr.

EYC 2014

Arrangøren af EYC 2014 sprang fra, og Fonden forsøgte at blive arrangør. En henvendelse til Aalborg Kommune om at yde et tilskud på 400.000 kr. blev afslået, og derfor var der ikke grundlag for at påtage sig opgaven. Efterfølgende har Odense fået tildelt mesterskabet. Fonden vil overfor Aalborg Kommune gøre det klart, at Kommunen har forspildt chancen for både omsætning i millionklassen, og god omtale af byen.

Investering i nye servere til scoresystem

Det er besluttet at investere i nye servere til scoresystemet. De nuværende servere har nogle år på bagen, de kan ikke opgraderes, og kan snart heller ikke repareres. Der skal investeres for 300.000 kr. der tages af Fondens likviditet.

Den generelle økonomi

Likviditeten er forbedret i 2012 med 200.000 kr. Der er en vigende tendens på baneleje både til løs spil og abonnement. EYC 2012 har været det store økonomiske lyspunkt. Det er gennemført pæne reduktioner i værkstedsomkostninger, Morten er dygtig til at finde besparelser. Der var budgetteret for 2012 med underskud med 525.000 kr., men resultatet blev væsentligt bedre med et underskud på kun 330.000 kr.

For 2013 er budgettet noget mere stramt. Der forventes et underskud på 710.000 kr. Der er et likviditetsmæssigt overskud på godt 2 mio. kr. Der må forventes flere år forude med regnskabsmæssige underskud. Der ventes på opsvinget. Det kommer vel engang.

Fremtidige planer

Der forsøges med en række initiativer. Det er svært fordi der er nedgang for bowlingen. Der forsøges med prisbillige muligheder for markedsføring, bl.a. med en Facebook side, direkte mails til virksomheder i omegnen, og der udloddes banetimer som præmier til konkurrencer.

Fonden følger udviklingen tæt i samarbejde med andre bowlingcentre som alle også har tilbagegang. Alle de bowlingcentre der er kontakt med, oplever samme problemer som Løvvang, dvs. vigende omsætning på bowling og sidesalg.

Strategien er fortsat som tidligere år: Vi ser tiden an og håber på bedre tider.

Direktør Kim Thorsgaard Jensen supplerede med at det er uforståeligt at Aalborg Kommune ikke vil yde tilskud til mesterskaber, som jo ikke er tilskud men en investering, som Kommunen kun kan vinde på. Det er ligegyldigt at der ikke er budgetmæssig, når investeringen kommer rigeligt tilbage.

Der var ingen bemærkninger eller kommentarer til beretningen, som blev taget til efterretning.

Regnskab og budget

Direktør Kim Thorsgaard Jensen gennemgik regnskab og budget. Det er likviditeten som er afgørende, regnskabsopgørelsen er i forståelse med revisor og bank ligegyldig og en lav egenkapital er alene udtryk for store afskrivninger.

EYC var en super forretning.

Der er en tendens til mange frameldinger af abonnementsbaner.

Der var tidligere fremgang om formiddagen, men nu er der også tilbagegang. Det skyldes at danskerne nu pensioneres senere, og derfor må forventes en 3-4 årig periode, inden der igen er fremgang.

Skrappere skatteregler gør at virksomheder er mere tilbageholdende med at betale bowling for deres medarbejdere, og derfor er halturneringen i tilbagegang.

I det hele taget skyldes tilbagegangen udefrakommende forhold.

Medarbejderforhold der bedrer regnskabet for 2013 er, at Verner er gået på pension, han kommer dog fortsat som vikar i vinterhalvåret. Morten kan udføre mange af opgaverne, herunder også elektrikerarbejde. Der vil løbende blive kikket på medarbejderstaben.

Bo fra LBC spurgte til kaffeprisen, og fortalte at han og holdkammeraterne var stoppet med at købe kaffe på grund af prisniveauet. Bo fik en længere forklaring om kaffepriserne på verdensmarkedet, og at hvis prisen på kaffe sænkes vil banelejen skulle stige.

Frode fra Five o'Clock spurgte om omkostningen til telefoni på godt 41.000 kr. Kim fra ABT fortalte at dette var meget normalt. 

Udpegning af bestyrelsesmedlemmer

Bestyrelsen har genudpeget Næstformand Helge Larsen, og bestyrelsesmedlemmerne Ninna Larsen og Birgit Elgaard.